I den forgangne weekend gik turen til Valencia og IAME’s traditionsrige sæsonfinale, World Finals. World Finals, eller bare IWF, er at regne som et uofficielt VM i gokart, og derfor er det ikke bare de bedste i verden, der er med. De har alle vundet sig vej – og det gjorde Signe også i kraft af sine resultater på dansk jord i netop IAME X30 Senior-klassen.
At tage kampen op med 123 af verdens bedste i X30 Senior blev en hård fight for Signe, som kæmpede hårdt for at nå det videre avancement – men måtte se sine finaledrømme fordufte.
– At køre IWF var virkelig noget… Andet. Jeg har ikke prøvet at køre IAME World Finals før, men det var ret hurtigt tydeligt, at alle var pænt opsatte på at vinde VM-titlen, for der blev godt nok kørt vildt hårdt derude. Alle halve og kvarte chancer blev altså forsøgt – og går folk så meget til stålet, ja, så bliver det en hård dag, konstaterer hun.
Lærerige uger
Selvom Signe Pejs Ørnbøll kom til verdensfinalen med håb om mere, så ser hun stadig tilbage på en lærerig weekend med sit hollandske team, Henzakart.
– Det blev på mange måder til lidt af en arbejdsweekend. Vi havde problemer fra starten af, for karten blev ikke hurtigere af nye dæk – og det viste sig, at der i det hele taget var en del forskel på løbsdækkene. Siden fandt vi farten og jeg kørte mig godt frem i kvalifikationsrunderne – men jeg var uheldig at udgå fra den ene, og så var der pludselig langt hjem, forklarer Signe.
Det hele var dog ikke sat til:
– Jeg kom til Spanien og var udmærket klar over, at det ville blive svært. Der er virkelig nogle skrappe navne med, men jeg lærte en masse af det – også selvom jeg gerne havde set, at jeg var endt lidt længere fremme. I gokart er det altid dyrt, hvis kvalifikationen glipper, og det gjorde den desværre her. Sådan kan motorsport også være – man må bare op og videre, afrunder hun med et smil.
Og der er – ikke mindst – masser at tage med videre til et spændende 2026, mener far og teamchef, Søren Ørnbøll:
– Det har været en virkelig god sæson for Signe. Vi har haft masser af gode succeser, som vi har lært rigtig meget af, og hun har taget det hele til sig. Nu har vi fortsat lidt løb tilbage med Champions of the Future i Dubai, så vi ser frem til at runde godt af – og frem mod et virkelig spændende 2026.
Lillevang Motorsport