Ib Kragh klar til at prøve rallybilen for første gang

Foto: IK Motorsport

Lørdag ruller Ib Kragh for første gang sin Hyundai i20N Rally2-bil ud af traileren for et give den gas. Det sker ved Kongensbro mellem Aarhus og Silkeborg til en kombineret test- og løbsdag.

”Lørdag er jeg til start i Kongensbro. Om formiddagen gælder det en decideret rallytest. Om eftermiddagen står der et Yokohama-rallysprint på programmet,” siger Ib Kragh.

”Men fælles for hele dagen er, at jeg skal prøve min rallybil for første gang i år og have gjort den klar til årets DM-sæson.”

Sidste gang Ib Kragh gav gas i sin Hyundai i20N Rally2-bil, var det ved Rally Stoholm, som i november afsluttede 2022-sæsonen.

”Siden da har jeg sammen med mit serviceteam haft rallybilen skilt ad,” fortæller Ib Kragh.


“Det er faktisk første gang, at vi har haft så god tid til at gå den efter i sømmene. Da vi modtog bilen, skete det lige inden årets tredje DM-afdeling i rally, så der var kort og godt ikke tid til at gå i dybden med bilen.”

”Hen over vinteren har vi haft motoren ude af rallybilen. Motoren har været sendt til Hyundai Motorsport i Alzenau i Tyskland, hvor den er blevet opdateret. Imens har vi hjemme på værkstedet arbejdet på undervognen, hvor vi har planlagt nogle justeringer til lørdagens arrangement, som vi håber vil give pote.”

I fire sæsoner har Ditte Kammersgaard i højresædet læst noter for Ib Kragh.

”Vi har i gensidig respekt for hinanden valgt at følge hver vores veje i rallysporten, men jeg vil gerne takke Ditte for sin store indsats gennem fire år inde i rallybilen,” siger Ib Kragh.

Ved lørdagens arrangement vil dels Karsten Isaksen, dels Bo Mølgaard sætte sig ved siden af Ib Kragh i rallybilen.

”Begge har jeg haft et langt samarbejde med. Karsten har jeg før kørt mange DM-rallyer med. Bo har i mange år indgået i IK Motorsport som tekniker, når han ikke har kørt løb sammen med Heino Mejer, og Bo har ofte været med ude i højresædet, når jeg har testet mine biler for at give feedback,” slutter Ib Kragh.

Ib Kragh/IK Motorsport

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: