Ib Kragh og Ditte Kammersgaard holder fast i andenpladsen

Foto: IK Rally

Det blev til sæsonens fjerde andenplads i kampen om Danmarksmesterskabet, da Ib Kragh og Ditte Kammersgaard lørdag stillede til start i Suzuki Rally Sorø. Og ligesom i de tre foregående løb var det Kristian Poulsen og Ole R. Frederiksen, som slog dem.

”Jeg var forberedt på, at Kristian ville være svær at slå, men hans og Oles forspring blev større end forventet,” siger Ib Kragh. ”Ditte og jeg havde nogle udfordringer undervejs – dels med opsætningen af bilen, dels på en af hastighedsprøverne – men det var ikke det, der blev afgørende for, at Kristian
og Ole slog os med 33 sekunders forspring.”

Suzuki Rally Sorø havde som navnet antyder base i Sorø, og mens det var i hjertet af byen, at der var rallycentrum, var det på fire forskellige hastighedsprøver i byens opland, at kampen mod stopuret skulle stå.

”Det var fantastiske rammer, man havde skabt i Sorø, hvor der var masser af mennesker. Det var ligesom, når jeg har været med til at arrangere rally i
Juelsminde, så det skal alle folkene i og omkring løbet have stor ros for,” siger Ib Kragh. ”Det var samtidigt nogle gode hastighedsprøver. De var godt nok
i den hurtige ende, men de var afvekslende og udfordrende.

En af hastighedsprøverne var opbygget som en rundbane, hvor deltagerne to gange skulle gennemkøre en grusvej. Og den endte med at levere en stor del af de sekunder, Ib Kragh og Ditte Kammersgaard tabte i forhold til vinderne.


”Første gang, vi kørte prøven, vandt Kristian med tre sekunder, men anden gang var det 19 sekunder,” forklarer Ib Kragh. ”En langsommere kører var her blevet sendt afsted før os, og da vi kom til grusstykket, kom vi lige ind i den støvsky, som han efterlod sig. Det kostede tid. Det var ikke kørerens skyld, men derimod starteren, som ved anden gennemkørsel ikke tog hensyn til, at der kom en række hurtigere biler bag den langsommere kørere.”

”Men ellers kørte bilen til UG. Servicefolkene knoklede. Vi lavede nogle gode dækopsætninger, og vi var kun otte tiendedele efter Kristian på power stagen, og vi vandt den sidste prøve.”

Næste afdeling af AutoPlus Dansk Super Rally finder sted om små tre uger i og omkring Roskilde.

”Vi starter allerede vores forberedelser i den kommende weekend,” forklarer Ib Kragh. ”Her deltager vi i et Yokohama-sprint i Ringkøbing. Ikke for at vinde og
få fart i kroppen. Det bliver et rent testløb, hvor vi vil afprøve nogle meget konkrete ting inden næste DM-afdeling i Roskilde.”

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: