Igennem sin snart 40-årige rallykarriere har Ib Kragh haft mange rallybiler, for han er notorisk kendt for at skifte dem. Men nu har han sat en personlig rekord, for han har netop været i Tyskland for at aflevere den Skoda Fabia R5 Evo, han har anvendt i årets DM-sæson.

”Jeg købte bilen i marts, så jeg har vel kun haft den i otte måneder. Det er vist den korteste tid, jeg har haft en rallybil,” siger han.

Annonce:

”Det er lidt vemodigt. Jeg har været meget tilfreds med bilen, som har virket upåklageligt, så det er ikke på grund af utilfredshed, at jeg satte den til salg. Det var simpelthen bare for at finde ud af, hvad interessen var for sådan en bil. Og den var stor, for tilsyneladende er størstedelen af Europa blevet støvsuget for denne model, og jeg blev tilbudt så god en pris, at jeg ikke kunne sig nej.”

Køber er bosiddende 300 km syd for Rom, men for at spare lidt fragt, er den blevet leveret på halvvejen.

”Vi kørte den ned til Philip Geipel, som nogen bl.a. kender fra årets Cimbern Rallye. Han står for en Toyota-forretning tæt ved den tysk-tjekkiske grænse, og her har vi læsset bilen og alle stumperne af, så den nye køber kan komme og hente dem,” siger Ib Kragh.

Og hvad så skal der så ske i 2022?

”Nu må vi se, om jeg skal investere i nogle golfkøller eller om jeg finder en eller anden rallybil,” svarer den billøse rallykører.

Ib Kragh Rally

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Leave a Reply