Jacob Mathiassen fra Hobro er klar til sit andet år i Danmarks førende motorsportsserie, TCR Denmark, med det sjællandske Alfa Romeo-team Insight Racing. I 2020 endte hobrogenseren som nummer fem i mesterskabet efter en lang fight med blandt andre LM Racings Jan Magnussen – og det er først og fremmest en Jacob Mathiassen, som er fuldt opsat på at tage de sidste par trin i retning af podiet i denne sæson.
Sæsonpremieren skulle egentligt have været kørt på Jyllandsringen i starten af maj, men denne blev som så meget andet udskudt af coronaen. Men nu er alt klart til sæsonpremieren i den kommende weekend, som søndag kan følges live på TV2 Sport.
– Udskydelsen gav mig ekstra tid til forberedelse på flere fronter. Vi har fået arbejdet virkelig godt med de data, vi fik i TCR Denmarks officielle test tidligere i år. Og så har jeg fået lagt en masse timer i løbeskoene og på cyklen, så jeg føler mig rigtig godt på plads mentalt og fysisk, forklarer Jacob Mathiassen.

Går efter spidsen af feltet
At sæsonpremieren køres på Ring Djursland og ikke på FDM Jyllandsringen som først planlagt, er dog ikke noget Jacob Mathiassen tager så tungt. Sidste år viste teamet generelt god fart, og specielt på Ring Djursland var Jacob og Alfa Romeo Giuliettaen særdeles konkurrencedygtige.
– Ring Djursland er en fed bane, og vi var virkelig hurtige derude indtil vi sidste år blev ramt af en teknisk defekt. Jeg forventer derfor også, at vi kan være med helt fremme i år. Min bil er ny til i år, og det har indtil videre været et godt bekendtskab for mig. Det betyder meget, at vi står med noget grej, som vi ved kører stærkt, og som kan udvikles yderligere, forklarer han.
Målet er i hvert fald klart – en så stor pointhøst som muligt skal gerne være facit søndag eftermiddag, når det ternede flag er faldet for årets første tre heats i serien:
– Jeg forventer mig en god start på mesterskabet. Jeg skal igen ud at hente så meget som muligt i den første weekend. Det var også ambitionen sidste år, hvor kvalifikationen gik rigtig skidt, men jeg alligevel kom fra første weekend som nummer tre, forklarer han.
Jacob Mathiassen Racing