Insight Racing bygger videre på TCR-erfaringerne 

Foto: Bengt-Åce Gustavsson/Racefoto.se

Med weekendens løb på Falkenberg blev det til spritnye erfaringer for danske Insight Racings to indsatser i TCR Scandinavia. Kvalifikationen er fortsat teamets store hurdle, men løbstempoet er helt oppe, hvor det skal være – og det giver al mulig grund til at være optimist.  

En niendeplads blev det bedste løbsresultat for weekenden – men weekenden på Falkenberg viste også, at Insight Racing har fundet god fart i de svenske løb. Nu skal der lige findes det sidste til kvalifikationen, for det er meget vigtigt i TCR. Foto: Bengt-Åce Gustavsson/Racefoto.se
Louise Frost fandt også god fart i de to løb. Hendes tider var til top fem, og det giver optimisme frem mod næste opgave i TCR Scandinavia som er på Jyllandsringen. Foto: Bengt-Åce Gustavsson/Racefoto.se

Kvalifikationen, der landede Jonas Lynge og Insight Racings Honda Civic på 10. startposition samt Louise Frost og Alfa Romeo Giuliettaen på position 12, var ikke lige hvad det danske team håbede på. Men udgangspunktet til trods, så blev der i den grad svaret igen i weekendens to heats, forklarer holdejer Martin Jensen.

– Ny bane, nye udfordringer, kan man vist kalde det. Alt er nyt for de to på Falkenberg, men jeg synes de tog godt fat på opgaven. Dog manglede vi noget fra begyndelsen af weekenden, og jeg må erkende, at vi simpelthen ikke er gode nok i kvalifikationen endnu. Der kommer de andre teams bare med mere erfaring til banen her, og det må vi ud at kæmpe for at hente ind.

Fightede for sagen
Med start i feltets tunge ende var der derfor lagt op til fight for begge seriens danske indslag på Falkenberg. Her blev det til henholdsvis 10. og 11. pladsen for Lynge og Frost respektivt i heat 1, mens Jonas Lynge hentede niendepladsen hjem i finalen, hvor Louise Frost desværre måtte udgå.

Jonas Lynge vurderer, at farten var til mere, men en dårlig start i finalen blev dyr for nordjyden. Til gengæld er setuppet til løbet ret godt på plads, og derfor håber han at have bedre kort på hånden næste gang:
– Alt i alt var det en fin weekend. Vi havde farten til et podie, men bilerne er sindssygt ens i TCR, så en god kvalifikation er virkelig afgørende. Så det skal vi have arbejdet på, for det kostede os en del i denne weekend. I finalen fik jeg en dårlig start, men fik kørt mig op som nier, og med 0,2 sekund op til finalens hurtigste tid, så har vi i hvert fald et godt løbssetup på hånden, fortæller Jonas Lynge.


Resultatet til trods, så tager Martin Jensen og Insight Racing masser af værdifuld viden med hjem fra det svenske løb – og ser frem til seriens næste afdeling, der for Insight Racing er på hjemmebane – TCR Scandinavia kommer nemlig til Danmark:
– Vi tager det med os, at vores racepace er rigtig godt. Jonas kørte virkelig stærkt i finalen og havde hele vejen tider, der matchede top 3, og Louise matchede top 5-tiderne, så farten er der helt bestemt – men vi skal lige finde det sidste, især i kvalifikationerne.

Men med næste opgave på Jyllandsringen, så mener Martin Jensen, at der er grund til at være fortrøstningsfuld:
– Vi har bestemt stadig en del at lære, men det er positivt, at farten er der i løbene – og nu kommer vi på hjemmebane næste gang på Jyllandsringen. Det ser jeg meget frem til, for det er i hvert fald en bane vi kender, mens de andre er mere grønne på den.

Den kuperede svenske bane bød på nye udfordringer. Næste gang er det imidlertid det danske team, der har lidt ekstra viden på forhånd, for TCR Scandinavia kommer nemlig til Jyllandsringen ved Grand Prix Danmark den 6-8. september. Foto: Bengt-Åce Gustavsson/Racefoto.se
Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: