Copenhagen Historic Grand Prix blev for mange kørere i hele feltet lidt af et vendepunkt på sæsonen – for nogle i positiv og for andre i negativ forstand. Desværre for Jacob Mathiassen endte byløbet i hjertet af hovedstaden som en gedigen skuffelse efter hobrogenseren havde vist masser af fart i træningerne.
Men en svær kvalifikation i styrtregn endte med at koste en startposition nede i rækkerne – og i et super dramatisk 1. heat på Bellahøj Park endte for Jacob Mathiassen før det ternede flag, da han snittede én af de betonmure, der omgiver banen, og kort efter knækkede en sporstang, så Jacob endte med en afkørsel og et exit fra weekenden inden den sådan rigtigt kom i gang.
– Det var en stor skuffelse. Jeg ville virkelig gerne have været ude at vise flaget i finalerne for vores mange gæster i København, og jeg følte også vi havde grejet til at kunne blande os. Men motorsport er bare et tough game, og her bliver selv små fejl bare rigtig dyre. Jeg er ikke den eneste, der har stået i den her situation, for det kan ske for alle. Men nu må vi se fremad og prøve at lave et godt resultat om to uger på Jyllandsringen i stedet, forklarer han.

Den gode nyhed er, at Jacob Mathiassen allerede er tilbage i sin Alfa Romeo Giulietta fra Insight Racing i denne uge. Her er FDM Jyllandsringen vært for to officielle testdage forud for Grand Prix Danmark, som køres samme sted. Det giver ekstra gode forberedelsesmuligheder, som Jacob Mathiassen håber at profitere på.
– Vi bliver klar til testen. Reelt kunne man godt have fået bilen klar til at køre i København søndag også, men det viste sig gang på gang, hvor stor en risiko det ville være at skulle køre sig op gennem feltet to gange i træk. Vi skal have vendt det på Jyllandsringen, og det er jeg sikker på vi kan lykkes med. Teamet og jeg selv er i fuld gang med forberedelserne allerede, og vi ser meget frem til at få den her ærgerlige løbsweekend sat i glemmebogen.
Jacob Mathiassen og TCR Denmark er på banen igen i weekenden den 20-21. august. Bemærk, at der køres fredag og lørdag grundet Le Mans, som kan følges direkte hos TV2 umiddelbart efter finalen i TCR Denmark om lørdagen.
Jacob Mathiassen Racing