Kasper H. Jensen topper TCR Denmarks testdage på Jyllandsringen

Foto: Kim Gripping/TCR Denmark/Boxengasse
Foto: TCR Denmark

Den allerførste lakmusprøve på styrkeforholdet i årets TCR Denmark endte i et remis. Det er ganske vist tidligt at dømme ud fra en testdag, men Kasper H. Jensen og Martin Andersen endte i hvert fald med at sætte den hurtigste og præcist samme tid samlet onsdagens tests – 1.09.390 blev tiden.

Tirsdag var Massive Motorsports-Hondaen imidlertid endnu hurtigere, og Kasper H. Jensen tog med 1.09.068 testdagenes hurtigste omgang samlet.

Alligevel lyder det fra alle parter til, at der er endnu mere at hente, og derfor er det særdeles spændende at se, hvor feltet står om ti dage, når det går løs.

– Det har været en rigtig fin test, og det er et godt kig på styrkeforholdet. Jeg havde måske forventet en smule mere rundt omkring, men det er tidligt og vi var ret beset også lidt foran andre teams på antallet af testkilometer lige her på Jyllandsringen, forklarer Massive Motorsports Kasper H. Jensen om sæsonoptakten.

Hyundais nye satsning med Martin Andersen fik en flot start – og viborgenserne slår da også fast, at der skal udvikles videre frem mod den 20-21. juni, hvor første løb køres. Foto: Kim Gripping/TCR Denmark/Boxengasse

I nabolejren, hos Martin Andersen og Hyundai-teamet Andersen Motorsport er man ligeledes godt tilfredse – men erkender, at der er mere at hente endnu.


– Det er faktisk mest mig, som vi skal arbejde med frem mod sæsonpremieren. Jeg har rykket mig rigtig meget på de her dage, men jeg kan også se, at der er mere at lære fra min kant endnu. Heldigvis er der masser af data med hjem herfra, så vi skal have arbejdet igennem.

Kasper H. Jensen og Martin Andersen endte med at dele den hurtigste tid over to testdage. Foto: Niklas Majgaard/TCR Denmark/Boxengasse

Godt tilfreds teamchef
Et andet team, som er godt på vej til at finde de afgørende tiendedele, er LM Racing. Jan Magnussen og Nicolai Sylvest endte ud med at tage de to sidste pladser under 1.10, og selvom der mangler noget endnu, så er det en fortrøstningsfuld Lars Mogensen, som ser frem mod sæsonens første løb.

– Jeg er godt tilfreds, men vil også sige, at jeg var mere usikker på det ved middagstid i dag, (onsdag, red.). Vi fik bedre og bedre styr på bilerne, og jeg ser absolut positivt på serien og sæsonen, som kommer. Alle knægtene hernede ved vores team er helt oppe at ringe over TCR, og de vil virkelig bare det her.

Michael Markussen tog sig af sjettebedste tid med sin Peugeot, mens Kenn Bach leder an i Throphy. Syvendehurtigst samlet, og knap tre tiendedele foran Michael Carlsen og Kim Lund, der følger lige efter.

TCR Denmark får premiere på FDM Jyllandsringen den 20-21. juni.

Jan Magnussen og LM Racing er ifølge teamejer Lars Mogensen godt på vej. Fjerde og femtebedste tid endte det silkeborgensiske team med. Foto: Kim Gripping/TCR Denmark/Boxengasse
Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: