Classic Race Aarhus styrker sin historiske fortælling og lancerer den nye klasse Mixed Double, hvor publikum blandt andet vil kunne opleve en række af landets bedste kørere i kamp i historiske biler.
– For første gang lancerer vi en ny historisk klasse til Classic Race Aarhus, siger Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus. – Klassen har vi givet navnet Mixed Double, fordi vi blander kortene i forhold til vores andre løb ved at sætte to chauffører på hver bil i dette felt med historiske biler.
– Krumtappen i denne meget spændende klasse er Cortina Racing, der i de sidste ti år har været en fast bestanddel af arrangementet, fortæller Jens Peter Lange, sports- og løbschef for Classic Race Aarhus.
– Det første makkerpar, vi kan præsentere til det kommende Mixed Double-felt, er Michelle Gatting og Martin Berner, som deler bil.
– Michelle Gatting er en af vores bedste internationale racerkørere, hvor hun sidste år fik sin Le Mans-debut i en Ferrari, og hun er netop blevet bekræftet som en af deltagerne i dette års 24-timersløb. Samtidig har hun også erfaring med banen rundt om Mindeparken, hvor hun to gange har været med i DTC-feltet.
Yderligere to mandskaber er allerede klar til Mixed Double-feltet.
– Nicolai Sylvest, som sidste år vandt en afdeling af det tyske GT-mesterskab, starter sammen med sin far Jesper, der i 1999 vandt det allerførste DTC-mesterskab, og så kommer Porsches tyske fabrikskører Lars Kern og danner par med Andreas Rolner, hvis Porsche de kører, siger Jens Peter Lange.
Med Mixed Double er det sportslige program komplet for Classic Race Aarhus, som køres 15.-17. maj. Racefestivalens fortæller motorsportens historie fra de ældste biler i SixtyFivers, over modellerne fra 70erne, 80erne og 90erne i årgangs- og youngtimer-klasserne til de moderne racerbiler i Legend Cars, Super GT og den nye TCR-klasse.