Lærke og STEP Motorsport sætter fart på udviklingen i Nordic 4

406311454_1543418779793463_5230287564853453467_n
Foto: STEP Motorsport

Den vestjyske racerkører imponerede ved sin debut i 2023-sæsonen og fortsætter sin udvikling i samarbejde med STEP Motorsport i den kommende sæson i Nordic 4.

På Ring Djursland debuterede Lærke Rønn Sørensen i klassen og vendte hjem med flere topplaceringer i et absolut konkurrencedygtigt felt. Selv var teenageren ganske upåvirket, men omgivelserne var imponeret.

Derfor glæder det også teamchef Morten Dons at kunne byde Lærke velkommen i STEP Motorsport til en sæson, hvor der skal bygges videre på hendes flotte præstationer:

– Der er tidspunkter, hvor man kniber sig i armen, og opkaldet fra Lærke var ét af dem. Vi så alle hendes flotte debutweekend og hvordan hun resten af sæsonen arbejdede sig til respektable resultater. Hun har en sund indstilling til sin karriere, og jeg tror på, at vi i fællesskab kan fortsætte hendes udvikling i sæsonens løb, siger Morten Dons.

Lærke Rønn Sørensen debuterede i karting i 2016-sæsonen og har siden kørt sig til utallige top 3-placeringer i de danske Rotax-serier. I 2024 er planen at tage flere topplaceringer, blot i Nordic 4:


– Jeg glæder mig meget til at køre og arbejde sammen med STEP Motorsport i 2024. Indtil videre har jeg kun kørt få løb og vist lidt af hvad jeg kan, så jeg er spændt på at få en hel sæson i Nordic 4. STEP er uden tvivl et af de stærkeste teams i Danmark, og jeg ser frem til at lære en masse af dem, siger Lærke.

Med tilføjelsen af Lærke Rønn Sørensen til STEP Motorsport’s 2024-lineup stiller teamet til start med fire biler i alle sæsonens syv løb. Vinteren bliver derfor brugt til at opgradere og justere hele teamets opsætning og logistik, så det høje niveau kan holdes – og allerhelst forbedres:

– Det stiller visse krav til vores faciliteter at have fire kørere, men det giver også mange positive muligheder for at gøre tingene endnu bedre end de var i forvejen. Med vores fire kørere kommer vi stærkt til start, og jeg glæder mig til at gøre 2024 til et stærkt STEP-år, slutter Morten Dons.

Udover Lærke Rønn Sørensen er også Mathias Bjerre Jakobsen, Sebastian Bach og britiske Emily Cotty klar i STEP-dragten, når sæsonen begynder på Padborg Park den 28. april 2024.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: