Ulrik Linnemann skrev i weekenden danmarkshistorie med guld i den europæiske RallyX-serie.
Efter en sæson fyldt med både udfordringer og højdepunkter kunne danske
Ulrik Linnemann søndag lade sig hylde som RallyX-mester 2025. Det skete
efter en intens finaledag på Estering i Tyskland, hvor kampen om det
europæiske mesterskab blev afgjort.
Finaleløbet bød på maksimal dramatik, da Ulrik desværre måtte udgå i et
heat og faldt tilbage på en samlet 16. plads.
Dermed så det også sort ud for Ulriks mesterskabsdrøm, men med et imponerende comeback i det sidste kvalificerende heat satte han fjerdehurtigste tid på en våd bane og rykkede op til en 12. plads og fik dermed den allersidste billet til semifinalen.
Fra bageste startrække kæmpede Ulrik sig videre til finalen, hvor han sikrede sig andenpladsen på dagen. Den samlede pointscore var tilstrækkelig til at sikre mesterskabet, blot to år efter et voldsomt uheld på netop denne bane i selvsamme racerbil:
“Jeg har ikke ord for, hvor stort det er at stå på Estering med guldet blot to år efter jeg troede min karriere ville være slut. Jeg er dybt taknemmelig for alle dem, som har troet på mig og hjulpet mig til hvor jeg står i dag.”
Med titlen føjer Ulrik sit navn til en eksklusiv række af rallycross-stjerner som Oliver Solberg, Johan Kristoffersson og Niclas
Grönholm. Samtidig sætter han Danmark på verdenskortet i rallycross, som den første dansker nogensinde til at vinde et mesterskab i kongeklassen.
”Selvom vi har mødt store udfordringer gennem sæsonen, har vi kæmpet hårdt og aldrig givet op.” siger Ulrik.
Ulrik har tidligere vundet sølv ved Europamesterskabet tre gange og været
få point fra guldet, men nu er drømmen endelig gået i opfyldelse. Mesterskabet er en milepæl for hele teamet, som takker sponsorer, familie og samarbejdspartnere for støtten gennem sæsonen.
Linnemann Motorsport