Magnussen og Markussen godt tilfredse efter WEC Rookie Test

Foto: High Class Racing

De to danske kørere Jan Magnussen og Michael Markussen havde begge en rigtig god oplevelse som chauffører for High Class Racing idag, hvor de deltog i FIA WEC’s Rookie Test, på Bahrain International Circuit.

Begge kørere kørte 30 omgange i teamets ORECA 07 Gibson, på en dag hvor regnvejret satte sit præg på morgenens session. Det gav mulighed for at få en god følelse af hvad det vil sige at køre i en LMP2 bil med de sidste nye specs. Ingen af de to kørere havde tidligere kørt på banen, så det var meget imponerende at de begge kunne sætte konkurrencedygtige, konstante tider igennem deres sessions. 

Teamets bedste tid på dagen var 1:50.568 og blev sat af Magnussen i den tidlige morgen session. 

“Jeg fik kørt 30 omgange og jeg havde det virkelig fedt derude,” lød det fra den firedobbelte Le Mans-vinder og North American Sportscar mester efter testen.

“Teamet er super professionelt, og samarbejdet var rigtig godt. Jeg fik føling med bilen og jeg ved, hvor jeg skal forbedre mig. Tingene har udviklet sig så meget, siden jeg sidst kørte i en prototypebil, at mine tidligere erfaringer ikke kunne bruges til ret meget i dag. Men jeg har fået kigget data igennem, og må sige, at jeg er rigtig godt tilfreds med dagen.”


“Det her var alt, jeg manglede for at være helt sikker på, at jeg vil sigte mod at deltage i Le Mans 2020 med High Class Racing.”

Markussen tilføjede: “Jeg har for nyligt prøvet teamets Dallara P217, så det var rigtig godt at mærke forskellen på ORECA’en, og sammenligne de to. Forskellen mellem de to chassiser er ret stor, så det tog noget tid at vænne sig til. Samtidig er det en teknisk svær bane, hvilket gjorde dagen til en stor udfordring. Men jeg er tilfreds med farten.”

For High Class Racing er 2019 slut nu, og teamet flytter al fokus til forberedelserne til 2020-sæsonen, hvor de fortsætter deres program i WEC, som i februar tager det danske hold til Circuit of The Americas i Austin, Texas.



Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: