De sidste tre sæsoner har thyboen vundet mesterskabet med det britisk-portugisiske team, og denne vinter fortsætter samarbejdet efter devisen “never change a winning team”. Teamkammeraterne bliver nøjagtigt de samme, som thyboen for få uger siden vandt European Le Mans Series LMP2 Pro/Am-titlen med: Enzo Trulli og Michael Jensen.
“Jeg glæder mig til endnu en god sæson med Algarve Pro Racing. De leverer altid en konkurrencedygtig bil og en knivskarp strategi, og sammen med Enzo og Michael kunne jeg ikke forestille mig et bedre line-up”, siger Malthe Jakobsen, som grundet uroen i Mellemøsten må køre det asiatiske langdistancemesterskab på sydeuropæiske racerbaner.
Sæsonen starter på Circuit Paul Ricard i Frankrig den 14-15. november, inden sæsonen fortsætter i den 15-16. januar på Jerez i Spanien. Sæsonen slutter på Portimaõ i Portugal den 19-20. februar.
Hypercar-køreren fra Thy er allerede blandt de mest vindende kørere nogensinde i Asian Le Mans Series. Føjer han endnu en mesterskabstitel til sit CV i 26/27-sæsonen, tager han rekorden for flest vundne mesterskaber.
“Jeg har været heldig at arbejde med nogle virkelig dygtige mennesker de sidste år, og med APR-teamet i ryggen er der ingen tvivl om, at vi kommer for at vinde mesterskabet. Det bliver en anderledes sæson på andre baner, end vi er vant til, men vi har erfaringen med os, så jeg er sikker på at vi får en stærk sæson”, siger Malthe Jakobsen.
Løbene i Asian Le Mans Series kan følges live på Youtube.
Malthe Jakobsen Motorsport