MASCOT DTC-kørerne kæmper i Københavns gader

Foto: Henning Smed

Som altid med DTC-serien er der garanti for drama og spænding, når de godt 20 racerbiler med hver over 500 hestekræfter kæmper om at komme først igennem FTZ-svinget, som fører dem fra startstedet på Bellahøjvej til Hvidkildevej.

Sidste år var det den nye komet Lasse Sørensen, der slog alt og alle i finalen, men i år har han som regerende mester haft det sværere. Således er det 2016-mesteren Kasper H. Jensen, som ankommer til København på førstepladsen i tabellen, efter at han har vundet de to seneste finaler på Ring Djursland og Rudskogen Motorsenter. Men weekendens store vinder kan blive en helt tredje kører.

Den tidligere mester Dennis Lind har i år gjort comeback til klassen, og i sin første start i år – Classic Race Aarhus – viste han med en flot finalesejr, at han også kan være hurtig på en racerbane, der er omkranset af betonklodser. Men også toeren fra 2016-mesterskabet, Michael Markussen, har tidligere gjort det godt, mens unge Frederik Schandorff tørster efter sin første sejr.

Første kvalifikationsheat køres ved Copenhagen Historic Grand Prix allerede lørdag eftermiddag ved 15-tiden, mens andet kvalifikationsheat er programsat til søndag klokken 11.00. Finalen køres 15.25.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: