Mickey Jensen har i de forgangne år været en fast del af pitten i DS3 Cup som en del af CMD Motorsports satsning med årets mester i DS3 Cup, Jacob Sevel samt Nicolai Baltzer, men nu er Mickey klar til at tage hoppet videre fra pitlane og ud på banen.

Han er nemlig én af flere nye kørere, vi kan præsentere i DS3 Cup i den kommende tid, for Mickey har med hjælp fra sine chefer hos Brædstrup Motor Co. fået sat et program sammen, og en bil er også på plads til 2022.

Annonce:

– Det skete lidt pludseligt, det hele. Jeg har kørt Youngtimer før, men pengene og tiden var ikke helt til at fortsætte, og jeg havde egentligt slået mig tilfreds med at være hos CMD Motorsport som mekaniker. Men så er jeg så heldig, at mine chefer ude på værkstedet syntes det kunne være sjovt at få mig ud at køre igen – så den lange historie kort er, at de har sørget for at vi kom i gang, forklarer han.

Dermed får Brædstrup ikke bare ét, men to teams i næste års DS3 Cup. Mickey Jensen stiller under Brædstrup Motor Co.’s navn og eget team, men samarbejdet med de gamle holdkammerater hos CMD Motorsport ligger dog ikke mere fjernt end som så.

– Vi kommer med eget team og andre farver med BMC på siden af bilen. Det er selvfølgelig ikke nemt at snakke om forventninger endnu, men jeg forventer da, at vi er med fremme. Det tegner til at blive et godt felt, så vi prøver at gå ind med ambitionen om top fem, og så tænker jeg vi må se resten an til foråret, siger han med et smil.

DS3 Cup

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Leave a Reply