Mikkel O. Pedersen var få sekunder fra sejren

Foto: Mikkel O. Pedersen Motorsport

Den danske Porsche-kører sluttede som treer i sin debut i GT World Challenge Europe.

Det blev til en tredjeplads for Mikkel O. Pedersen, da han søndag på den italienske Imola-bane fik sin debut i GT World Challenge Europe. I et felt med 46 startende biler fik han sammen med sine to teamkammerater Andrea Rizzoli og
Adrien De Leener kørt Dinamic Motorsports Porsche 911 GT3-R frem til en generel 16. plads – og en tredjeplads i Silver Cuppen.

– Men det kunne lige så godt være blevet til en sejr. Så tæt var det, siger Mikkel O. Pedersen. Han var den sidste af de tre kørere, som sad i Dinamic Motorsports Porsche, og da det ternede flag blev svunget, havde han små fire sekunder op til vinderen i klassen.

– Det var ikke meget, og vi tabte flere gange tid undervejs, og hvis vi ikke havde gjort det, kunne Andrea, Adrien og jeg sagtens have vundet.

Første runde af GT World Challenge Europe blev afviklet som et tretimers løb med obligatoriske kørerskift og tankstops. Og det første af disse var planlagt til at finde sted efter en times race, men her var der safety car på banen, og stort set hele feltet søgte i pit.


– Dinamics anden bil skulle tanke først, så vi måtte vente lidt, inden vi kunne komme til, og det kostede tid, siger
Mikkel O. Pedersen.

– Vi satte desværre også tid til, da jeg skulle i bilen, for vi fik fumlet noget med sikkerhedsselerne, da jeg skulle overtage rattet efter Adrien. En dum begynderfejl.

Men da Mikkel O. Pedersen først kom bag rattet, viste han sine evner til at håndtere den hvide, sorte og orange Porsche.

– På vej mod det første sving efter målstregen forsøgte en Lexus-køreren at passere mig indenom, men han ramte mig
i siden. Han kunne køre igennem svinget, mens jeg måtte en tur igennem gruset. Jeg fik bilen tilbage på asfalten, og selv om Lexus-køreren fik en straf, så tabte vi tid på den måde.

Gennem den sidste del af løbet kæmpede han om at komme forbi den foranliggende Aston Martin, som indtog andenpladsen i Silver Cuppen.

– Det var mit første løb på Imola, og det viste sig at være en bane, som er svær at overhale på. Jeg kæmpede med Aston Martin-køreren, men pludselig blev jeg passeret af en bil fra Pro-klassen på en af de sidste omgange. Jeg sluttede lige i kofangeren på ham, og et halvt sekund foran os var den Aston Martin, jeg gerne ville have slået.

– Jeg er meget tilfreds med min debut i GT World Challenge Europe, siger Mikkel O.
Pedersen.

– Det er lidt anderledes end de Supercup-løb, jeg har kørt i de seneste sæsoner. Der kørte alle på grænsen i en halv time, men her er der andre faktorer med i løbet, hvor vi er tre kørere, som skal dele racerbilen. Det skal jeg lige vænne mig til. Og så var Imola-banen også en helt ny oplevelse for mig, men jeg synes, at jeg fik banen godt ind under huden. Det bliver helt sikkert bedre, når vi til de næste løb kommer til nogle af de baner, jeg har kørt på.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: