Milan Rytter indleder titeljagten i weekenden

Foto: Grippo & Niklas Majgaard

Når det danske DS3 Cup-mesterskab indledes i weekenden, bliver det med Milan Rytter på målrettet jagt efter mesterskabspokalen.

Sidste år debuterede sæbonitten i DS3 Cup efter flere succesfulde sæsoner på gokartbanerne. Tekniske vanskeligheder endte med at gøre sæsonen til et sort afsnit i den 17-årige racerkørers CV, men i år skal bøtten vendes:

– 2023 var noget rod. Jeg havde farten lige fra starten af sæsonen, men vi kæmpede med forskellige tekniske problemer igennem hele året, og det blev bare aldrig helt godt. Nu har teamet bygget en spritny bil til mig, så jeg er sikker på at vi får en fed sæson, fortæller Milan, som igen kører for Touringcar Academy-teamet, der adskiller sig fra andre teams ved primært at være drevet af mekanikerlærlinge.

Mens teamet over vinteren har bygget en ny DS3 Cup-racer til deres nordjyske kører, har han også selv været på arbejde for at komme stærkere og hurtigere til den nye sæson:

– Jeg har brugt rigtig mange timer i min simulator herhjemme, hvor jeg har trænet og kørt virtuelle racerløb. Det har været godt til at holde mig varm og øve min køreteknik, så selvom vinterpausen altid er lang, føler jeg mig skarp og klar til at give fuld gas, lover Milan Rytter.


Selvom fokus er 100 procent rettet mod at tage mesterskabet i DS3 Cup, er der også en gulerod som motiverer Milan til at give den masser af gas:

– Her i foråret har jeg været ude at testkøre en TCR-bil, og hvis ellers jeg når mine målsætninger undervejs i sæsonen, får jeg mulighed for at køre et løb eller to i TCR Denmark. Det er noget, jeg helt vildt gerne vil, så det gør mig endnu mere opsat på, at denne sæson bare skal lykkes, fortæller Milan med ungdommens ild i øjnene.

Weekendens sæsonpremiere i DS3 Cup kan følges live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: