Morten Dons og STEP Sports Management indgår aftale med Mikkel Jensen

mikkeljensen_1.jpeg
Foto: Mikkel Jensen Racing

I motorsport skal rendyrket talent suppleres af et solidt økonomisk fundament, hvis de høje ambitioner skal opnås. Derfor har racerkører Mikkel Jensen indgået aftale med STEP Sports Management, der fremover vil varetage racerkørerens sponsor- og samarbejdsaftaler.

Samarbejdet har allerede forladt startstregen og flere initiativer er søsat; tiltag, som både eksisterende og kommende samarbejdspartnere vil nyde godt af.

Mikkel Jensen startede sin karriere relativt sent i en alder af 15 år. Til gengæld har den 25-årige aarhusianer ikke spildt tiden. Således har han i dag allerede opnået at være fabrikskører for en stor tysk bilproducent, vinde det eftertragtede Road to Le Mans-løb to gange, for ikke at nævne mesterskabet i European Le Mans Series – Europamesterskabet i langdistance-racing.

Mens STEP Sports Management er en ganske ung virksomhed er der erfarne kræfter bag. Indehaver og stifter Morten Dons lærte sponsorarbejdet learning-by-doing, da han tog sin karriere fra gokart til gæsteoptræden på Le Mans på bare fem år og siden sikrede sig flere professionelle kontrakter i international motorsport. 15 års arbejde med sponsorer og drift af en motorsportskarriere, kombineret med dygtige partnere inden for marketing, PR og mentaltræning, skal nu komme andre atleter til gode.

Morten Dons, stifter af STEP Sports Management:


– Jeg er glad og stolt af, at Mikkel har valgt at lægge den vigtigste del af sin karriere i vores hænder. På racerbanen har han vist, at han leverer varen hver gang, og samtidig har han en fed personlighed, som gør at vi står med et virkelig stærkt produkt. Jeg glæder mig til at være en del af Mikkels rejse mod motorsportens absolutte top.

Mikkel Jensen, racerkører:

– Jeg vidste at Morten og STEP var i besiddelse af nogle kompetencer der var interessante for mig. Jeg står efterhånden i en stærk situation efter flere år i BMW som fabrikskører og går nu endnu en spændende sæson i møde – og netop her blev det interessant at skabe noget sammen med Morten og STEP Sports Management.

– Som racerkører har vi ikke et uendeligt antal chancer til at skabe en god karriere, så det gælder om at få det maksimale ud af sine aktive år, og her tror jeg Morten kan gøre en forskel. Jeg glæder mig til 2020 og til at se hvad samarbejdet med STEP Sports Management bringer!

STEP Sports Management

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: