Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
3 min. læsning

Mr. Legend fejrer jubilæum ved Night Race

Loerdag-deltager-i-Lars-Bohnensach-Ebbesen-i-sin-Legend-afdeling-nummer-100-foto-Grippo.jpg
Udgivet
Foto
Del artikel

DEKRA Danish Supercar League tæller seks løbsweekender, hvor det lørdagens Night Race på Padborg Park er et af de specielle.

En raceraften hvor solen går ned mod vest og lyset aftager i styrke. Men for en af deltagerne i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen bliver det kommende løb usædvanligt. Det er Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, der deltager i sin mesterskabsafdeling nummer 100.

”Det er verdens fedeste klasse,” forklarer han om årsagen til, at han fortsat er med.

”Klassen er fantastisk, og jeg smiler stadig, når jeg kører rundt på banen i kamp med de andre kørere.”

Inden sin debut i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen havde vestjyden kørt road racing på en Honda CBR 1000, indtil et styrt på FDM Jyllandsringen fik ham på andre tanker.

”Legend-bilerne så sjove ud, og så sad man lidt mere beskyttet end på en motorcykel,” forklarer han.

”Jeg hentede en Legend-racer i Nordjylland og dagen efter havde jeg en testdag på Padborg Park. Jeg fyrede den af og tænkte, Det er røvsygt. Jeg kom jo fra road racing, hvor vi hurtigt nåede 200 km/t, men min holdning ændrede sig, da der kom andre tåber på banen…”

Lars Ebbesen runder i weekenden 100 starter i Legend Car Cup. Til sammenligning er weekendens løb nummer 125 i serien i det hele taget… Foto: Grippo/Allan Voss

Debutløbet fandt sted på Ring Djursland i september 2012. Siden da han har deltaget i alle afdelinger af løbsserien på nær et enkelt i 2014. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke var med,” siger køreren, som i weekenden ruller ud til sin Legend-afdeling nummer 100. Hvor løbsafdelingen samtidig er nummer 125 i løbsserien!

”Min fedeste sæson var i 2018, hvor jeg kæmpede med Michael Søvang Christensen om mesterskabet. Enten vandt han løbene eller også gjorde jeg. Selv om jeg ikke blev mester, var det bare fedt, for Michael og jeg lå ofte side om side i mange af løbene, men rørte aldrig hinanden. Vi kunne køre tæt med en gensidig respekt overfor hinanden.”

Siden er det blevet til titler for Mr. Legend. Seks år i træk – fra 2019 til 2024 – vandt han mastersklassen, men det er ikke den eneste titel, som hans team – Racing Team Næsbjerg Gulve – har scoret.

”Jeg har verdens bedste team, og det betyder rigtig meget for mig,” siger Lars Bohnensach Ebbesen.

”Da Magnus Madsen vandt sin første Legend-titel, kørte han i mit team. I år er Kevin Verner på vej mod endnu en titel, og så ser det ud til, at Oliver Hedegaard kan blive vores første mester blandt de fircylindrede kørere.”

Resultaterne er én ting. Noget andet er samværet omkring sporten.

”Vi har det bare sjovt sammen,” siger Lars Bohnensach Ebbesen.

”Alle i mit team er uundværlige – fra Connie, Pia, Vibeke og Tage i køkkenet til alle mekkere, der bare altid står klar og bakker mig og vores kørere op. Jeg er dem ufatteligt taknemmelig for den tillid de viser og den indsats de yder, weekend efter weekend.”

Der er dog en person, som har fyldt meget i de seneste ti år i Racing Team Næsbjerg Gulve. Det er chefmekaniker Bjarne Beyer Jessen.

”Ligesom min start i Legend-klassen skete ved en tilfædighed, så er vores venskab også opstået ved en tilfældighed. Jeg manglede en chauffør til at køre vores sættevogn til Copenhagen Historic Grand Prix. Det kunne Bjarne klare. Det er vel ti år siden, og så har jeg bøvlet med ham siden. Det er ham, som har vundet mesterskaberne, for jeg har bare kørt bilen.”

Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til lørdagens Night Race kan købes på driverszone.danishsupercarleague.dk/shop/danish-supercar-league-night-race-2026,
og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge søndagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.

Grand Prix Tours Legend Car Cup

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode