Nicolai Kjærgaard missede en podieplads og måtte udgå efter en påkørsel i sæsonens sidste F3-løb, der blev kørt på Monza i Italien. Nu er ærgrelsen lagt i baggrunden, og den unge talentfulde dansker ser optimistisk på sin fremtid som racerkører.

Nicolai K. Racing er allerede nu gået i gang med at kontakte sponsorer for den kommende sæson, for med en samlet 7. plads og en kører, der nærmest var flyvende i sæsonens sidste løb, tegner der sig en flot karriere for den 20-årige Nicolai Kjærgaard fra Esbjerg.

Annonce:

Han har brugt den seneste uge efter sæsonens 2 sidste løb på Monza-banen til netop at overveje sin fremtid – om han skal fortsætte i formel-biler eller satse på sportsvognsklasserne.
”Efter at have vist rigtig god form i de seneste løb, er jeg blevet anbefalet at tage en sæson mere i Euroformula Open, og flere teams har allerede givet udtryk for, at de gerne vil have mig til at køre for dem i 2020. Indtil videre ser vi lige tiden an.”

”Jeg sluttede som nummer 7 ud af 25 kørere i alt, og selv om mine egne forventninger var sat lidt højere, må det betragtes som godkendt. I første del af sæsonen var vi ikke gode nok, hverken mig eller bilen, men i de sidste løb havde jeg så meget fart, at jeg kunne gøre mig gældende i Top3”, siger Nicolai K.

Det tegnede ellers godt til sæsonens 2 sidste løb på Monza-banen. Efter tidskørslerne lørdag morgen startede Nicolai i 3. position.
”Det blev et meget tæt løb, hvor jeg også var helt fremme og førte løbet. Vi var 5 kørere, der lå side om side, og jeg sluttede på en fjerdeplads. Søndagens tidskørsler var kaotiske, og nogle kørere nåede knap nok at få en hel omgang, sådan som tv-seerne også har set det fra Formel 1.”

”Jeg havde startposition som nummer 6 og var oppe på en 4. plads, da der skete et uheld, og de sendte Safety Cars på banen. Lige efter at løbet var genstartet, blev jeg påkørt af ham bagved mig, så frontvingen blev ødelagt, og jeg måtte udgå. Var det ikke sket, kunne jeg have sluttet sæsonen som Carlin Teamets bedste kører i Euroformula Open”, siger Nicolai K.

Som sagt er han klar til Euroformula Open igen i 2020, og målet er klart:
”Jeg har tænkt mig at fortsætte, hvor jeg slap i denne sæson, og så er det ikke urealistisk at gå efter løbssejre og ende i Top3. Jeg var tæt på flere gange, men jeg vandt ingen løb i denne sæson. Det laver jeg om på næste år”, siger den unge dansker.

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Skriv et svar