Nicolaj Kandborg får debut på Nürburgring Nordschleife

88240620_221010775765882_7266514301765025792_n.jpg
Foto: MKR Engineering

Den aarhusianske racerkører har skrevet kontrakt med tysk MKR Engineering om deltagelse i Rundstrecken-Challenge Nürburgring (RCN). Kandborg kommer til at køre i en BMW 330i specialbygget til den legendariske racerbane.

Kontrakten med MKR Engineering sikrer i første omgang Nicolaj Kandborg deltagelse i de første tre runder af mesterskabet. Målet er at kvalificere sig til den mere eksklusive VLN-serie, og på sigt 24-timers løbet på Nürburgrings mere end 20 kilometer lange Nordschleife.

– Det er super fedt at have fået aftalen på plads. Det er i hvert fald noget andet end at køre på banen i en almindelig gadebil, så jeg kommer til at få god træning ud af det, og så håber jeg at det kan åbne for flere muligheder, fortæller Nicolaj Kandborg.

MKR Engineering-teamet er anført af Matthias Kräutlein, der har en del års erfaring med drift og udvikling af racerbiler. Teamchefen har sat Nicolaj Kandborg sammen med en anden tysk racerkører, så de to har mulighed for at lære fra hinanden.

– Matthias og hans team har masser af erfaringer med Nürburgring, så det er et rigtig godt sted at starte for mig. Jeg vil selvfølgelig gerne nå frem til lidt sjovere og vildere racerbiler, men til at starte med er mit fokus bare at komme ned og gøre god figur, forklarer Nicolaj Kandborg, som har nydt god opbakning fra sit bagland til årets store eventyr.


– Mine sponsorer bakker mig heldigvis op i min plan om at køre race i Tyskland for at have større chance for at slå igennem internationalt. Det betyder meget for mig at de er med, selvom jeg ikke kører race i deres baghave mere.

Første løb i Rundstrecken-Challenge Nürburgring bliver kørt den 28. marts.

Kandborg Racing

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: