Noah Strømsted tager to sejre i sin Formel 4-debutweekend

0bf991b0-3583-30d8-8891-0176866996ef
Foto: Formel 4/Kim Gripping/Boxengasse

Efter at have ventet halvdelen af sæsonen på at blive gammel nok til at måtte køre racerløb i Formel 4-klassen fik Noah Strømsted den ypperste forløsning med to heatsejre under weekendens Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen.

Klassens yngste kører lagde hårdt ud ved at sætte pole position i tidtagningen med to tiendedele sekund ned til Mads Hoe. Strømsted fortsatte det flotte arbejde ved at tage en start-til-mål-sejr i det første heat lørdag eftermiddag. Og igen i søndagens sidste løb gentog han successen.

– Det har været en god weekend – jeg havde ikke regnet med at det ville gå så godt! Det er ret specielt at jeg vandt det første heat, jeg nogensinde har kørt, og så er det bare fedt at jeg også kunne vinde det sidste heat, fortæller Noah Strømsted, som også indrømmer at ventetiden har været lang:

– Det har været en mega lang ventetid! Jeg har jo været med til alle testdage, og et par løb har jeg været med i teamet for at se hvordan det hele foregik. På den måde har jeg lært lidt om mine konkurrenter på forhånd, og det hjalp mig måske lidt i denne weekend, fortæller han.

William Wulf måtte udgå i tredje heat, men gjorde fin figur i hele løbet. Foto: Formel 4/Boxengasse

Juju Noda kæmpede weekenden igennem med svigtende brændstoftryk, som betød at feltets japanske kører i de to første heat måtte lade sig bugsere væk fra startgridden. I tredje heat var fejlen rettet, og Noda kørte sig til en fjerdeplads efter at have kæmpet indædt med flere af sine konkurrenter.


Én af de kørere, som endnu engang har præsteret flot, er Mads Hoe. Den lynhurtige Formel 5-kører fortsætter med at drille de mere moderne Formel 4-biler, og den ydmyge østjyde hentede to andenpladser og en tredjeplads med hjem til hylden:

– Jeg skulle ud at bevise mig selv. Det var vores første løb på Jyllandsringen i år, og jeg havde jo bevist at jeg var god på Padborg Park, så det ville jeg også have med herude. Det synes jeg at jeg har formået at gøre med de placeringer, siger han og fortsætter:

– Jeg måtte så også kæmpe for det. Det sidste heat kæmpede jeg en del med William og måtte ud på græsset for at komme forbi ham. Jeg synes at det har været en god og hård weekend!

Mads Hoe markerede sig igen i Formel 5. Foto: Boxengasse

Efter en lidt langtrukken første halvdel af sæsonen kommer anden halvdel nu i en hurtigere rytme. Allerede om to uger er feltet tilbage på Padborg Park til årets traditionsrige Night Race.

Formel 4 Danmark

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: