Nyt podie til Martin Andersen på Hockenheim i ADAC TCR Germany

Foto: Marco Meumann/Team Engstler

Martin Andersen og Hyundai Team Engstler kunne i weekenden tjekke et par sæsonmål af på Hockenheim. Holdkammerat Luca Engstler er nemlig ny mester i ADAC TCR Germany en weekend før tid, og en stærkt kørende Martin Andersen sikrede sig lørdag en ny tur på podiet i den tyske serie, da han blev nummer tre. 

Den store succesballast som Hyundai-racerne kørte rundt med på den tidligere F1-bane fik lidt at sige – og i det lys er en tredjeplads samt en femteplads i søndagens løb mere end godkendt. 

– Det blev en lidt blandet weekend for mit vedkommende, men med en så tung bil er det egentligt okay. Den her strafvægt har stor indflydelse på hvordan bilen opfører sig, og hvordan den bruger dækkene. Jeg havde en fantastisk lørdag, hvor jeg startede med at kvalificere mig som treer, og i løbet lykkedes det at komme godt fra land, så det kunne blive til en tredjeplads, forklarer Martin Andersen. 

Desværre lykkedes det ikke helt at følge præstationen op søndag. Efter at have sat fjerdebedste tid i en kvalifikation, som kunne have været bedre, så blev søndagens løb et svært ét af slagsen. 

– Søndag blev bare sådan en dag, hvor vi ikke helt fik det til at klappe. I løbet render jeg hurtigt ind i problemer med, at bilens olietemperatur bliver meget høj, så jeg må prøve at passe på bilen med tidligere gearskift og med at køre ud i frisk luft snarere end at ligge i slipstrømmen på de andre. Den slags koster i et så skarpt felt som det her, konstaterer Martin Andersen, som endte med at blive nummer fem i søndagens løb. 


Dermed resterer der blot én weekend i årets ADAC TCR Germany – finalen er på Nürburgring, og selvom mesteren allerede er fundet, så bliver weekenden på Nürburgring et løb, som bliver en vigtig mulighed for viborgenseren. 

– Vi er meget opsatte på at køre en god finale, og jeg glæder mig rigtig meget til endelig at køre på Nürburgring. Jeg har aldrig været der, men det er én af de baner, man ikke kan undgå at høre en masse om. Samtidigt er Luca Engstler forhindret i at deltage der på grund af andre forpligtelser, så jeg får helt sikkert en travl og udfordrende weekend der, forklarer Martin Andersen. 

Finalen køres den 6-7. november, og Martin Andersen er efter denne weekend nummer fire i mesterskabet – og fortsat med gode muligheder for at sikre sig et samlet podie i det tyske mesterskab.

Hyundai Team Engstler

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: