Påkørsel betød tidlig fyraften for Patrik Matthiesen

patrik_bh2.jpg
Foto: Jakob Ebrey

Det var ikke planen at Patrik Matthiesen skulle rammes af uheld i denne sæson, men under weekendens British GT-løb på Brands Hatch måtte han alligevel acceptere nederlag, da en konkurrent påkørte sønderjydens McLaren 570S GT4.

“En af de hurtige GT3-biler påkørte vores bil, da Jordan (Collard, Patriks teamkammerat, red.) var omkring 20 minutter inde i sit stint. Påkørslen punkterede vores ene bagdæk og endte med at slå hele vores bagende i stykker”, fortæller Patrik, som kunne se det hele ske på en TV-skærm fra pitgaragen.

Påkørslen var en ærgerlig afslutning på en weekend, hvor Patrik og resten af HHC Motorsport har kæmpet med alle kræfter for at bide skeer med de førende i klassen. Teamets McLaren 570S GT4 er voldsomt udfordret af Balance Of Performance (BoP), en udligning af de forskellige bilmodellers styrker, som foretages inden hvert løb for at sikre mest muligt konkurrence i feltet.

“De andre biler har fået lempet deres BoP inden løbet, mens vi faktisk kører med en mindre optimal bil end vi gjorde til det første løb. Det betød, at vi i kvalifikationen var 1,2 sekund fra Aston Martin-bilerne. Det er ret lang tid i motorsportens verden, og selvom McLarens ingeniører forsøgte alt, kunne vi ikke finde så meget fart i bilen.”

Fartforskellen til trods lykkedes det Patrik og Jordan at kvalificere bilen fjerdehurtigst til løbet. Patrik startede det to timer lange løb bag rattet af bilen, og efter en uheldig start blev alle kræfter sat ind på at avancere:


“Et par forankørende satte farten ned, netop som starten gik, så jeg måtte gå af gassen igen. Det betød at flere af bilerne bagfra kørte forbi mig uden tøven, og det tog lige et par omgange at hente det fortabte”, fortæller Patrik, som kunne aflevere bilen til medkører Collard på en femteplads efter en times kørsel.

“Jeg ved ikke om det er okay at være skadefro, men én af vores værste konkurrenter udgik også af løbet, så det begrænser jo skaden lidt. Det var ellers mit store håb at vi skulle gennemføre alle løb i år, men nu må vi bare arbejde hårdere de sidste tre løb”, slutter Patrik Matthiesen.

Det næste løb den 19-20. september bliver et gensyn med Donington Park, hvor også den anden afdeling af mesterskabet blev kørt. Denne gang køres der et enkelt løb á tre timers varighed, og her kan man kun håbe at Balance of Performance bliver justeret til McLaren-bilernes fordel.

PatrikMatthiesen.com

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: