Nogle gange opstår der en unik mulighed, som man ikke kunne have planlagt. Sådan var det i sidste uge, da telefonen pludselig ringede med et tilbud om at kære GT4-ræs på den legendariske Monza-bane i Italien.
– Det er gået enormt stærkt. Jeg kører jo i den tyske ADAC-serie, hvor jeg er hos FK Performance. Men så ringede telefonen, fordi Mirage Racing, som kører i en anden af topserierne i GT4, manglede én, som kunne sætte fart i deres Toyota allerede i den kommende weekend.
– Heldigvis sagde mit eget team i Tyskland ok til at låne mig ud, og det synes jeg bare er mega fedt, for det betyder mere ræs for mig, siger Victor Nielsen.

For Victor Nielsen bliver det nogle travle dage. Torsdag skal han til Italien og teste den Toyota Supra, han skal køre i weekendens løb. Fredag skal han til Tyskland og gennemføre en planlagt træning i sin BMW i Tyskland for FK Performance, inden han returnerer til Italien for at køre kvalifikation og løb lørdag og søndag.
– Det er så fedt. Nu har jeg gået hele vinteren og trænet min fysik og siddet i simulatoren. Og nu kommer der så masser af rigtige løb ude på banerne – jeg glæder mig helt vildt, lyder det fra Victor Nielsen, der selvsagt er godt tilfreds med at blive headhuntet til en gæstetjans på Monza.
– Jeg kan forstå, at de har fulgt med i, hvordan jeg har præsteret. Så det er jo bare mega fedt, at de ringer. Og mega fedt, at mit tyske team siger ‘go for it’, siger han.
Det Toyota-støttede Mirage-team har en bil, der kvalificerede sig som fjerdebedst i det første løb i serien. Derfor er der forhåbninger om, at Victor Nielsen og hans franske medkører, Romeo Leurs, kan levere et rigtig godt resultat på Monza.
– Nu skal jeg ned og prøve bilen. Men alt andet lige, så tyder noget jo på, at der er fart i den. Så er det op til Romeo og jeg at sikre, at vi får mest muligt ud af, og så må vi se, hvad det rækker til, siger Victor Nielsen.