Sæsonfinalen i Danish eSport Racing Championship blev en actionfyldt én af slagsen, hvor en stribe danske motorsportsstjerner meldte sig med ind i kampen om løbssejren.
Mens coronavirussen har lagt motorsportsverdenen ned, blev afslutningen på Danish Esport Racing Championship en bragende succes med masser af action og deltagelse fra nogle af Danmarks hurtigste navne fra virkelighedens verden. Mens simkøreren Lasse Bak tog mesterskabspokalen, blev det racerkøreren og European Le Mans-vinderen Mikkel Jensen, der kørte med sejren i sæsonens sidste løb, som blev afviklet onsdag aften.
Foruden Mikkel Jensen havde ottende og sidste afdeling af Danish Esport Racing Championship deltagelse af professionelle stjerner som den firedobbelte Le Mans-vinder Jan Magnussen, tidligere ChampCar-kører Ronnie Bremer, Lamborghini-fabrikskører Dennis Lind, Aston Martin-kører og Le Mans-vinder Nicki Thiim, DTC-mester Lasse Sørensen og Formel 3-kører (og Formel 1-håb) Frederik Vesti.
Blandt seriens kendte simkørere var Mikkel Gade fra Prologue React E-Sport desuden tilbage på gridden efter en pause, mens Lasse Bak (RS Competition) allerede havde sikret titlen (og dermed også mesterskabspræmien, som bl.a. er en test i en virkelig Ferrari 488 Challenge-racer) i syvende afdeling og derfor valgte at skabe underholdning ved frivilligt at starte som sidste bil i begge aftenens løb – for at se, hvor mange positioner, den nybagte mester kunne nå at hente.
Rapport – løb 1:
I aftenens første løb startede Martin Christensen fra Sim Performance på en førsteplads og tog starten, og Mikkel Gade fulgte godt med gennem første sving, mens Marcus Jensen (Team Redline) snuppede tredjepladsen. Den første ballade udfoldede sig mod slutningen af første omgang, hvor Lasse Bak – som på det tidspunkt allerede havde hentet 10 positioner – med nød og næppe klarede sig uskadt gennem tumulten af biler. Lasse Sørensen syntes længe at være den af profferne, som klarede sig bedst på sin syvendeplads, men med 12 minutter igen var en anden af virkelighedens racerkørere, Mikkel Jensen, involveret i en hård kamp med Mikkel Søndergaard (sim-performance.com), hvilket endte med, at Jensen måtte en tur ud over græsset.
Forrest i feltet var der stadig kamp mellem Christensen og Gade – en kamp, som endte til Gades fordel. På sidste omgang opstod desuden en spændende kamp mellem de tre af de professionelle – Nicki Thiim, Dennis Lind og Frederik Vesti – hvilket sendte Lind i kløerne på Lasse Bak. Dén duel kostede desværre Lind løbet, fordi han kom uden for banen én gang for meget, hvilket udløste en diskvalificering. Oppe foran endte Mikkel Gade med at vinde løbet foran Martin Christensen og Marcus Jensen. Lasse Bak sluttede på en 16. plads – mere end 20 pladser længere fremme, end han startede
Rapport – løb 2:
I aftenens andet – og sæsonens sidste – løb tog Martin Christensen starten, godt forfulgt at Marcus Jensen (Team Redline). Lykken varede dog kort for de to kamphaner, som fik kontakt på langsiden efter Eau Rouge, hvilket sendte dem begge et godt stykke ned gennem feltet. Med favoritterne ude af spillet overtog Rasmus Busk nu føringen i løbet foran Mikkel Jensen, inden også Nicki Thiim blandede sig helt oppe foran. De første par omgange var mildest talt kaotiske med masser af kontakt og aktion, og blandt andre Frederik Vesti og Jan Magnussen røg ud af kampen, og senere kapitulerede også Nicki Thiim, mens Dennis Lind blev skubbet rundt af en konkurrent.
Oppe foran havde Mikkel Jensen taget føringen med Jochimsen lige bag sig, og bag de to var den forsvarende mester, Alexander Lauritzen (Logitech G Altus Esport), der havde overtaget tredjepladsen. Med under ti minutter igen blev kampen mellem Mikkel Jensen og Andreas Jochimsen tæt, og Jochimsen lagde pres på den tidligere BMW-fabrikskører, som dog formåede at afvise angrebene helt frem til målstregen og sikre sejren. Titelindehaveren, Lasse Bak, som igen havde startet sidst i det næsten 40 biler store felt, sluttede på en imponerende 10. plads.
Q&A med DERC-mester 2019/2020, Lasse Bak:
Q: Lasse, du besluttede dig for at gå efter ‘Last to First’-udfordringen og sluttede på en flot 10. plads i andet løb. Hvad siger du til det?
A: Eftersom jeg på forhånd havde sikret mig titlen, besluttede jeg mig for at udfordre mig selv og skabe lidt underholdning, hvilket også endte med at være en sjov oplevelse. I første løb valgte jeg at tage den med ro – man skal trods alt igennem en del trafik – mens jeg gav den meget mere gas i andet løb.
Q: Vi ved ikke hvor meget, du opfattede længere nede, men der var en masse action og kontakt i begge løb. Var det noget, du havde forventet?
A: Ja, absolut. Det er jo sæsonens sidste løb, og mens nogle har en del på spil, så er der andre, der har intet at tabe og masser at vinde. Det giver altid noget godt ræs.
Q: Nu er du jo mester – og tillykke endnu en gang! Kan vi forvente at se dig forsvare din titel i næste sæson af Danish Esport Racing Championship?
A: Helt klart. Planen er bestemt, at jeg vil forsvare min titel, selvom det bliver svært at vinde igen. Men jeg håber også, at der kommer til at ske andre spændende ting. Og først og fremmest glæder jeg mig til at indløse mesterskabspræmien!