Danish Esport Racing Championship indtager Bathurst: Klar til sjette runde

Foto: DERC

Næstsidste afdeling af det virtuelle motorsportsmesterskab, Danish Esport Racing Championship, afvikles onsdag aften, hvor det stærke Ferrari-felt besøger en af de mest udfordrende racerbaner i verden.

København, 17. februar 2020 – Det blev til et tæt kapløb mellem Silverstone og Mount Panorama Circuit (i folkemunde kaldet Bathurst), men i sidste ende løb den australske racerbane med sejren i afstemningen om, hvor sjette afdeling af Danish Esport Racing Championship skal afvikles. Den bakkede, kurvede og generelt udfordrende australske Mount Panorama-bane fik nemlig 58 procent af stemmerne.

Bathurst er en 6.213 meter lang bane, som med sine 23 snævre sving og massive højdeforskelle skiller sig meget ud fra andre racerbaner. Bjerget, som banen snor sig på, hedder Mount Panorama, mens den nærliggende by hedder Bathurst – og dér har man så forklaringen på de to navne.

Danish Esport Racing Championship indtager banen med sit store felt af Ferrari 488 GT3-biler, hvilket bliver interessant, da netop Ferrari de senere år har været et stærkt mærke på den australske bane. Der er ydermere en dansk forbindelse til Bathurst, fordi Allan Simonsen længe var indehaver af banerekorden, hvilket blandt andet har betydet, at pole position-trofæet er opkaldt efter den afdøde dansker.

Hvem der ender med at få det virtuelle Allan Simonsen-trofæ onsdag aften vides ikke, men et godt bud kunne være Martin Christensen fra sim-performance.com eller den mesterskabsførende Lasse Bak – og de kørere har ESR taget en kort snak med…


Q&A med Martin Christensen, sim-performance.com:

Q: Martin, hvad er dine forventninger til Bathurst?

A: Jeg har det okay med Bathurst på trods af, at det ikke er en af de baner, som jeg er stærkest på. Den er altid superfed at køre på, uanset hvilken bil, du sidder i.

Q: Der har været en del kontakt mellem bilerne i de seneste afdelinger DERC-mesterskabet. Forventer du endnu mere action på en snæver og udfordrende bane som Bathurst?

A: Umiddelbart ikke. Folk har stor respekt for Bathurst. Man er hurtigt ude af løbet, hvis man oversatser, hvilket nok vil have den effekt, at kørerne holder lidt igen.

Q: Du har været ret uheldig på det seneste og tabt en del point i forhold til Lasse Bak, mens Marcus Jensen begynder hale ind på dig. Hvad er dine forventninger til resten af sæsonen?

A: Min sæson er langtfra forløbet som håbet. Jeg er blevet frataget point – efter min egen mening både selvforskyldt og uforskyldt – men jeg vælger at tage det som erfaring og en vej til at blive bedre. At Marcus er kommet tættere på mig mesterskabet ser jeg kun som en positiv ting. Nu er der mere på spil i sæsonens sidste løb, hvilket giver mig træning i at håndtere et øget pres. Jeg er stadigvæk ret ny i simracing, så bare dét at kunne ligge blandt de tre hurtigste i et dansk mesterskab er fedt, uanset udfaldet af løbene.

Q&A med Lasse Bak, RS Competition:

Q: Lasse, de seneste afdelinger har været præget af action og kontakt mellem bilerne. Tror du også, at onsdagens løb bliver spændende på dét område – eller vil deltagerne holde lidt igen?

A: Jeg har sat mine forventninger ret højt til dette løb, fordi jeg har en del erfaring med banen og føler, at jeg har en god fart. Men det er også en bane, som er nem at fejle på, og fordi at løbet er så kort og alle kører helt til kanten, tror jeg bestemt, at det bliver et løb med spændende øjeblikke.

Q: Hvordan har du tænkt dig at gribe det hele an, hvis du skulle befinde dig i en situation, hvor du ikke nødvendigvis kan føre løbet fra start til slut, som du har gjort i mange af de andre løb?

A: Hvis jeg ikke kommer til at sætte pole eller tage starten, vil jeg nok tage den med ro i begyndelsen af løbet. Efterhånden som løbet udvikler sig, vil jeg forsøge at lægge pres på den forankørende for at få ham til at lave en fejl, som jeg kan vinde en placering på.

Sjette afdeling af Danish Esport Racing Championship flages grønt onsdag aften klokken 20.20 og igen 21.10, og både træning, kvalifikation og løb kan følges direkte fra Esport Racings Youtube-kanal og Facebook-side.

DERC 2019/2020 – BATHURST

Onsdag 19. februar
19.40 – Træning #1 (30 min)
20.10 – Kvalifikation #1 (10 min)
20.20 – RACE #1 (25 min)
20.45 – Træning #2 (10 min)
21.00 – Kvalifikation #2 (10 min)
21.10 – RACE 2 (25 min)

Mere info på www.esport-racing.dk

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: