Den danske Lamborghini-fabrikskører Dennis Lind var hurtigste GT3-kører i kvalifikationen til weekendens afdeling af British GT Championship, men måtte sammen med Michael Igoe og WPI Motorsport tage til takke med en niendeplads i søndagens løb.

SPA-FRANCORCHAMPS, BELGIEN, 21. JULI 2019 – Det startede godt, men sluttede skuffende for Dennis Lind og Michael Igoe, som sammen med WPI Motorsport søndag sluttede femte afdeling af British GT Championship på en niendeplads. Den danske Lamborghini-fabrikskører havde forinden brilleret ved at sætte hurtigste GT3-tid under kvalifikationen, og kombineret med teamkollega Michael Igoes bedste kval-tid, udløste dette en startplacering i forreste række.

Annonce:

– Desværre manglede vi topfart i forhold til nogle af konkurrenterne, og det er ikke så godt på en højhastighedsbane som Spa-Fracorchamps, hvor det virkelig kan ses på omgangstiderne. Der var ikke så meget, vi kunne gøre. Teamet gjorde et godt stykke arbejde som altid. Det var bare ikke vores weekend, lyder det fra Dennis Lind.

Dennis Lind overtog WPI Motorsports Lamborghini Huracán GT3 på en tiendeplads halvvejs i det to timer lange løb, hvorefter det lykkedes at overhale en enkelt konkurrent inden det ternede flag.

Dennis Lind: God forberedelse til 24-timersløbet

Weekendens resultat har dog langt fra taget modet fra danskeren, som allerede næste weekend stiller op til det berømte 24-timersløb på samme bane. Dette sammen med Blancpain-teamet FFF Racing Team og de to fabrikskørere Andrea Caldarelli og Marco Mapelli.

– Løbet var en god forberedelse til det, som skal ske i næste uge. Vi kommer med et stærkt moment fra Blancpain-sæsonens øvrige løb, hvor vi seneste sluttede på podiet til 1.000-kilometerløbet på Paul Ricard i juni. Teamet har solid opbakning fra Lamborghini, og det er sæsonens højdepunkt, så vi har store forventninger.

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Skriv et svar