Dennis Lind sikrede mesterskabspoint i Audi-debut på Red Bull Ring

ADAC GT Masters 3. + 4. Rennen Red Bull Ring 2021 - Foto: Gruppe C Photography
Foto: Gruppe C Photography/WRT

Dennis Lind var med til at sikre WRT-teamet en god mængde point i weekendens afdeling af ADAC GT Masters, hvor han debuterede i en Audi R8 på Red Bull Ring.

Dennis Lind var i weekenden med til at fylde mesterskabspoint i banken for det hollandske WRT-team, som havde hasteindkaldt danskeren til en afdeling af den tyske GT3-mesterskab, ADAC GT Masters. Tredje afdeling af den benhårde serie blev afviklet på Red Bull Ring lørdag og søndag, og selv om både bil og bane var ukendt territorium for den danske racerkører, lykkedes det alligevel for Dennis Lind og teamkammeraten, belgiske Dries Vanthoor, at sikre et topresultat.
– Det var en vild weekend, hvor jeg ikke havde mulighed for nogen videre forberedelse andet end at hoppe ind i racerbilen og køre ud til første træning. Jeg blev dog ret hurtig komfortabel med vores Audi R8, og selvom vi måtte nøjes med en ottendeplads i weekendens første kvalifikation, kørte vi et stærkt løb lørdag, hvor vi sluttede på femtepladsen som feltets hurtigste Audi, lyder det fra Dennis Lind.
Dennis Lind prøvede i weekenden kræfter med en for danskeren ny GT3-racer, nemlig Audi R8 LMS GT3.  – Foto: Gruppe C Photography
WRT-teamet tæt knyttet til Audi Sport og var selvsagt tilfredse med duoens præstation i den benhårde serie, som i weekenden talte hele 27 biler fra mærker som Audi, Mercedes-AMG, BMW, Lamborghini og Porsche.
– Andet løb søndag var mere udfordrende. Dries (Vanthoor, red.) var første mand i bilen, og allerede i første sving mistede vi tre positioner, før løbet blev afbrudt af et rødt flag, som varede i mere end en halv time. Da det endelig blev genstartet, var der heftig kamp, og Dries fik uheldigvis ramt en konkurrent, og vi blev straffet med en drive-through gennem pitlane. Da jeg overtog bilen, lå vi langt nede i feltet, men det lykkedes os, godt hjulpet af en safetycar, at hente et par positioner, og vi kørte over målstregen på en 15.-plads, hvilket var nok til at sikre point.
– Det har været en fed weekend og en spændende oplevelse at deltage i det tyske GT3-mesterskab, som er ret prestigefyldt og et vigtigt ét at vinde for bilmærkerne. Jeg er meget taknemmelig for, at teamet gav mig chancen og håber naturligvis ikke, at det bliver sidste gang, jeg stiller op for WRT, slutter Dennis Lind.
Dennis Lind Racing
Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: