Den 18-årige racerkører drømmer om at sikre sig den eftertragtede rookietitel, når finalen i det tyske Porsche Carrera Cup-mesterskab afvikles på Hockenheim den kommende weekend.

Der er høje forventninger i den dansk-tyske Porsche-lejr, når Bastian Buus og resten af Team Allied-Racing stiller op til finalen i Porsche Carrera Cup Deutschland den kommende weekend. Den 18-årige dansker har ikke lagt skjul på sit mål om at sikre sig rookiemesterskabet i årets udgave af den benhårde mærkeserie – og med blot to points afstand til den førende konkurrent kan Buus selv afgøre kampen.
– Alt vores hårde arbejde kulminerer denne weekend, så der er meget på spil. Vi har haft nogle udfordrende løb denne sæson, men vi har også arbejdet med problemerne undervejs og fået dem vendt til succes. Jeg har et vildt dygtigt team omkring mig. Mit podieresultat på Monza, hvor jeg lykkedes med en tredjeplads i det samlede felt, var virkelig noget, der battede, og det er sådanne resultater, som gør, at jeg stiller op til finalen med nogenlunde ro i maven, lyder det fra Bastian Buus.
– Vi er her naturligvis udelukkende for at vinde, så forventningerne er høje. Men jeg er ret selvsikker og føler, at jeg har mentalt overskud til også at nyde de her øjeblikke, for det er jo netop det høje pres, som gør sporten til dét, den er.
– Indtil videre er forberedelserne gået godt med en tredjeplads som bedste resultat i torsdagens to testsessions. Vejrudsigten lover ret ustadigt vejr, men det er jeg kun glad for og tror endda, at dårligt vejr kan komme til min fordel. Noget af det afgørende for weekenden bliver som altid at køre en skarp kvalifikation, så jeg kan få to gode startpositioner til løbet. Jeg har i nogle af sæsonens tidligere løb været god til at arbejde mig op fra nogle ellers skuffende kvalifikationer, men jo længere nede, man starter, jo højere er risikoen også for at blive fanget i mængden eller involveret i sammenstød. Og dét har vi ikke råd til pointmæssigt.
Ottende og sidste afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland på Hockenheim skydes i gang med officiel træning fredag eftermiddag. Kvalifikation afvikles lørdag formiddag, hvor kørernes to bedste omgangstider afgør startpositionen i weekendens to sprintløb, som afvikles lørdag og søndag. Finalen i Porsche Carrera Cup Deutschland kan streames gratis på seriens Facebook-kanal samt på Youtube.
PORSCHE CARRERA CUP DEUTSCHLAND
TIDSPLAN – HOCKENHEIMRING
Lørdag 23. oktober
15.10 – RACE #1 (30 min + 1 omg.)
Søndag 24. oktober
15.10 – RACE #2 (30 min + 1 omg.)
Bastian Buus Racing

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Leave a Reply