Det bliver årets første danske løb for Sørensen Junior Team, når Rally Juelsminde løber af stabelen lørdag den 23. august.
Løbet markerer en genforening mellem teamet og de danske rallyfans efter en periode, hvor holdet har prøvet kræfter med flere internationale udfordringer.
Efter uheldet i Tyskland tidligere på sommeren er førstekører Oliver Sørensen tilbage bag rattet. Det har krævet hårdt arbejde, og mekanikerteamet har leveret en imponerende indsats for at få bilen fuldstændigt genopbygget:
”Der skal lyde en kæmpe tak til hele serviceholdet Jonas, Jesper og Peter for den store indsats, det var helt umuligt at nå uden dem, og at kunne bygge en bil op på en uges tid er noget af en bedrift,” udtaler Oliver Sørensen.
Bilen står nu klar til at blive testet på de 12 hastighedsprøver i Juelsminde:
“Det bliver godt at komme tilbage i bilen efter to måneder. Vi skal bruge det her løb til at komme rigtigt ind i rytmen igen,” fortæller Oliver Sørensen.
Sidste år sikrede Oliver Sørensen og andenkører Frederik Glad sig klassesejren, og målsætningen er klar – titlen skal forsvares. Konkurrencen bliver hård med hele seks biler til start i klassen, men Frederik Glad kommer til Juelsminde i topform efter et vellykket rally i det sydtyske:
“Jeg føler mig rigtig godt kørende efter sommerpausen. Turen til Tyskland har varmet mig op, og jeg ser frem til en tæt kamp,” siger han.
Rally Juelsminde adskiller sig fra mange af sæsonens internationale løb ved at kombinere kendte, hurtige asfaltprøver med nye tekniske udfordringer.
For teamet bliver det en vigtig mulighed for at teste både samarbejdet i bilen og bilens setup på hjemmebane, inden de næste internationale opgaver:
“Selvom vi har haft spændende oplevelser i udlandet, er det altid noget særligt at komme tilbage til de vante rammer herhjemme. Vi ser frem til at nyde det danske rallymiljø, det giver os ekstra tryghed og motivation,” fortæller Frederik Glad.
Første bil sendes af sted kl. 08:30, og dagen afsluttes med podie og præmieoverrækkelse i Juelsminde Hallerne kl. 19:00.
Publikum kan se frem til en intens rallydag med action på højeste niveau, og for Sørensen Junior Team er målet at levere endnu en toppræstation på hjemmebane:
“Jeg ser meget frem til at få sponsorer og samarbejdspartnere med ud til løbet, så de kan mærke, hvordan det er helt tæt på. De er en stor del af, at vi kan gøre det her, og det er vigtigt for os at give noget tilbage,” siger Oliver Sørensen.
Løbet er den bedste mulighed for de danske fans til at komme helt tæt på sporten, og Sørensen Junior Team er klar til at give alt, hvad de har, for at skabe endnu en uforglemmelig rallydag i Juelsminde.
Sørensen Junior Team