Årets udgave af Asian Le Mans Series sluttede med en suveræn sejr til Mikkel Jensen og resten af Car Guy Racing på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi.

Den danske racerkører og nyudnævnte fabrikskører for Peugeot i World Endurance Championship, Mikkel Jensen, hjalp lørdag det japanske Ferrari-team Car Guy Racing med at vinde fjerde og sidste afdeling af Asian Le Mans Series i Abu Dhabi.

Annonce:

– Det var et rent ud sagt vanvittigt løb, hvor alting endte med at flaske sig perfekt. Frem til mesterskabsfinalen havde vi kæmpet med farten og ikke været helt skarpe på vores strategi, men denne gang lagde vi en plan, som endte med at sikre os sejren, lyder det fra Mikkel Jensen.

Danskeren stillede op sammen med japanske Takeshi Kimura og franskmanden Côme Ledogar, og holdet lykkedes blandt andet med at køre to stints på samme sæt dæk, ligesom Mikkel Jensen fik til opgave at spare brændstof, således at han i sit sidste og afgørende pitstop kun havde brug for et lynhurtigt ‘splash’ brændstof.

Strategien var afgørende for holdets succes, eftersom alle seriens Ferrari-teams havde kæmpet med farten i samtlige afdelinger af mesterskabet. Og selvom det lykkedes for Car Guy Racing at tage pladsen som klassens hurtigste Ferrari, var konkurrenterne fra Porsche og McLaren stadig næsten et sekund hurtigere på stopuret i finaleløbets indledende omgange.

Holdet var ovenikøbet tildelt en startplacering som sidste bil i feltet efter en uheldig kvalifikation, hvilket kun gjorde udfordringen større. Alligevel lykkedes det altså trekløveret at vinde det fire timer lange løb på Yas Marina Circuit med mere end 10 sekunders forspring til den nærmeste konkurrent i GT-klassen.

– Kæmpe tak til teamet for at ramme plet med strategien og ikke mindst for at give os stærk bil. Det var første gang, vi for alvor havde farten til at kæmpe mod de andre mærker, og samtidig var det fedt at kunne slå et samlet felt på 19 biler, hvoraf flere virkelig havde en stærk opstilling. Jeg er så glad på hele holdets vegne. Det har været en udfordrende, men fed oplevelse at deltage i Asian Le Mans Series, og det er en rar fornemmelse at kunne lukket et mesterskab med en sejr.

Efter en afstikker til Asian Le Mans Series rejser Mikkel Jensen nu tilbage til det amerikanske sportsvognsmesterskab, IMSA WeatherTech SportsCar Championship, hvor han den 20. marts stiller op for PR1/Mathiasen Motorsports i 12-timersløbet på Sebring International Raceway.

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Skriv et svar