Mikkel Jensen skal hjælpe Ferrari-team til mesterskabssejr i Asian Le Mans Series

Foto: Mikkel Jensen Racing

Racerkøreren og ELMS-vinderen Mikkel Jensen skal hjælpe det japanske Ferrari-team Car Guy Racing med at sikre mesterskabet i den asiatiske Le Mans-serie.

København, 16. februar 2020 – Mikkel Jensen får i weekenden den 21.-23. februar sin debut i en GT3-Ferrari, når han sammen med Car Guy Racing stiller op til finalen i Asian Le Mans Series på Buriram-banen i Thailand. Danskeren har fået til opgave at hjælpe det japanske team med at sikre titlen i det prestigefyldte asiatiske langdistancemsterskab.
– Jeg ser frem til at prøve kræfter med en ny bil i et nyt mesterskab og på en bane, som jeg aldrig har kørt på. Car Guy Racing har gjort det godt i mesterskabet i år, og med kun tre point efter de førende i stillingen, bliver det min opgave at hjælpe teamet til et topresultat i finalen og dermed sikre dem titlen, lyder det fra Mikkel Jensen.
Danskeren, som i 2019 selv sikrede titlen i European Le Mans Series, kommer med masser af erfaring fra GT-racing. Som juniorkører og senere fabrikskører hos BMW Motorsport har Mikkel Jensen deltaget i nogle af de mest krævende langdistanceløb i verden i seneste sæson, herunder 12-timersløbet på Bathurst i Australien og 24-timersløbet på Nürburgring.
Til det fire timer lange thailandske løb skal han dele teamets Ferrari 488 GT3 #7 med den franske tidligere Blancpain-mester Come Ledogar samt japanske Takeshi Kimura. En mesterskabstitel er afgørende for teamet, da det i så fald vil sikre en invitation til 24-timers Le Mans. Forberedelserne begynder fredag den 21. februar, mens løbet flages grønt søndag den 23. februar.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: