Mikkel Jensen tæt på mesterskab i European Le Mans Series

#11 Ligier JS P3 - Nissan / EUROINTERNATIONAL / Mikkel Jensen / Jens Petersen
Foto: JEP/ELMS

Den danske BMW-fabrikskører er tæt på en LMP3-titel i det europæiske Le Mans-mesterskab, som afgøres den kommende weekend på Portimao-banen i Portugal. Herefter venter test med WEC-team.

PORTIMAO, PORTUGAL, 25. OKTOBER 2019 – Mikkel Jensen håber på et mesterskab i European Le Mans Series, når han den kommende weekend stiller op i finalen på Portimao-banen i Portugal. Sammen med sin tyske medkører Jens Petersen og Eurointernational-teamet deler danskeren en føring i LMP3-klassen med konkurrenterne fra Inter Europol Competition.

– Det bliver alt eller intet. Andenpladsen er sikret på forhånd, men det er sejren, der tæller. Ingen tvivl om, at det bliver en hård finale. Vi er oppe imod et team, som har haft en stærk sæson uden ét eneste problem, hvor vi selv har måttet kæmpe med en del udfordringer og eksempelvis har måttet tage en reservebil i brug. Omvendt har vi haft nogle sejre, hvor vi troede, det hele var tabt på forhånd, så det er virkelig svært at forudse, hvor det ender, lyder det fra Mikkel Jensen.

Danskeren peger på strategi og held som vigtige faktorer for succes i weekenden, hvor Jensen og Petersen fortsat vil være aggressive i deres satsning. Konkurrenterne stiller, ifølge Mikkel Jensen, med et hurtigere lineup, men er også kendt for at køre en mere konservativ strategi.

– En mesterskabssejr vil betyde meget for min fremtidige karriere i prototyper, og samtidig vil det være en velfortjent finale for teamet, som virkelig har knoklet denne sæson. Og det skal nok blive et spændende ræs. Portimao-banen er en fed og udfordrende bane med masser af sving og bakker, som gør det svært at orientere sig bagud. Bedst som du tror, at du er fri at trafikken, har du tre-fire LMP2-biler i spejlene, og så gælder det om at tabe mindst mulig tid. Det er sådan en bane, hvor alting kan ske, og hvor der er ofte er kontakt mellem bilerne, så det skal nok blive en spændende afslutning på sæsonen.


Finalen i European Le Mans Series afvikles som et firetimersløb med kvalifikation lørdag og løb søndag. Mandag byder på nye opgaver for Mikkel Jensen, som er blevet tildelt en test hos et LMP2-team, nemlig G-Drive, som er et af de mest succesfulde teams i såvel European Le Mans Series som i verdensmesterskabet, WEC.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: