Ronnie Bremer måtte tage til takke med en andenplads i finalen efter en udfordrende weekend i sæsonens næstsidste afdeling af Danish Thundersport Championship. Den hurtige racerkører fra MB Racing er stadig tættest på titlen inden mesterskabsfinalen i næste måned.
RING DJURSLAND, 23. SEPTEMBER 2019 – Det lykkedes ikke for Ronnie Bremer at videreføre succesen fra Grand Prix Danmark til den forgangne weekends afdeling af Danish Thundersport Championship på Ring Djursland. Her måtte racerkøreren fra MB Racing tage til takke med en andenplads i finaleheatet, hvilket imidlertid var nok til at forsvare mesterskabsføringen.
– Det var en hård weekend, hvor det aldrig helt lykkedes at finde den fart, som vi havde til grandprixet på Jyllandsringen for to uger siden. Teamet leverede som altid varen, og i finalen lykkedes det at forsvare andenpladsen, hvilket var vigtigt i forhold til mesterskabet. På den positive side må man sige, at vi har lagt op en brag af en afslutning på historiens foreløbigt sidste DTC-sæson, og vi er allerede gået i gang med at forberede os. Dét mesterskab skal vi have, lyder det fra Ronnie Bremer.
At Ronnie Bremer ikke havde den samme fart som i tidligere afdelinger af Danish Thundersport Championship skal uden tvivl også tilskrives en slem forkølelse, som racerkøreren døjede med hele weekenden. At det lykkedes at vinde et enkelt kvalifikationsheat og stadig slutte på podiet viser dog en stærk præstation, selv under pressede omstændigheder.
Resultatet i årets næstsidste DTC-afdeling betyder, at Ronnie Bremer fører kørermesterskabet med 775 point mod ærkerivalen Kasper H. Jensens 768 point. Med blot syv points afstand er der altså lagt i kakkelovnen til et opgør mellem MB Racing og Massive Motorsport ved DM-Finalen på Jyllandsringen den 5.-6. oktober.