Frederik Schandorff, Michele Beretta og resten af Lamborghini-teamet Vincenzo Sospiri Racing sikrede sig mesterskabet i International GT Open efter en spændende finale i Barcelona.

Det blev den bedst tænkelige weekend for den danske Lamborghini GT3-juniorkører, Frederik Schandorff, som endeligt kunne sikre sig mesterskabet i den europæiske GT3-serie, International GT Open.

Annonce:

Den 24-årige dansker stillede sammen med sin teamkammerat fra Vincenzo Sospiri Racing, Michele Beretta, op til finalen på Circuit de Barcelona-Catalunya med en solid føring i titelmesterskabet – og da duoen kørte deres Lamborghini Huracán GT3 #63 over målstregen på en syvendeplads allerede i det første af weekendens to løb, var der point nok til at sikre det prestigefyldte trofæ.

– Det er helt fantastisk! Det har været en suveræn sæson med fire sejre og i alt 10 podiepladser, hvilket betyder, at vi har haft en stærk position i mesterskabet hele året. Men det har ikke været nemt, for belønningen for at skabe gode resultater i den her serie er tidsstraffe i de efterfølgende løb, og dét har holdt konkurrencen skarp. Heldigvis har Michele (Beretta, red.) og jeg haft et fantastisk team bag os hele vejen, så en kæmpe tak til hele holdet bag Vincenzo Sospiri Racing for en utrolig stærk indsats hele vejen, lyder det fra Frederik Schandorff.

Med den nye titel som International GT Open-mester er det tredje sæson i træk med et stort internationalt mesterskab for den hurtige dansker. Frederik Schandorff kunne nemlig i 2019 lade sig kåre sig som vinder af den mellemøstlige Lamborghini Super Trofeo-serie, ligesom han også vandt verdensfinalen – men han i 2020 sikrede sig titlen som Silver Cup-mester i GT World Challenge Europe Endurance Cup.

– Det har været tre rigtig fede sæsoner, og det bliver spændende at se, hvad det fremover kan betyde for min karriere. Det er ingen hemmelighed, at jeg har store ambitioner om at fortsætte hos Lamborghini Squadra Corse som fabrikskører og nå de helt store løb som 24-timers Le Mans, og jeg håber, at mine præstationer indtil nu har været overbevisende. Under alle omstændigheder skylder jeg en kæmpe tak til mine sponsorer for at tro på min performance – og en særlig tak til folkene bag PR Electronics, som har været helt afgørende for at give mig muligheden for at komme til dét sted, jeg er nu.

Frederik Schandorff Racing

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Leave a Reply