Farten var i top, men Bastian Buus måtte alligevel tage fra Nogaro uden topresultater, da en række uheldige straffe forhindrede den danske Porsche-kører i at kæmpe for mulige podieplaceringer.

Bastian Buus sluttede påskens Porsche Carrera Cup France-løb i top-10, men farten var imidlertid til langt bedre placeringer for den hurtige dansker. Uheldigheder og straffe under både kvalifikation og løb blev skæbnesvangre for Buus, som var ude at stand til at kæmpe med om topresultaterne i sæsonpremieren på det franske mesterskab.

Annonce:

– Jeg havde været med helt i toppen under forberedelserne, og kvalifikationen går også som planlagt, lige indtil jeg mister en frontspoiler og må fuldføre sessionen med en halvdefekt bil. Resultatet var dog helt okay med to fjerdepladser, men da jeg under træningen var kommet til at overhale under gult flag, må jeg indkassere en straf og starte fem pladser længere tilbage i første løb, lyder det fra Bastian Buus.

Foto: Porsche/Alexis GOURE

Straffen for den ureglementerede overhaling var særligt uheldig for Buus, som modsat sine konkurrenter ikke havde direkte radiokontakt med løbsledelsen og derfor ikke fik beskeden om full-course-yellow på samme tidspunkt som resten af feltet. Reglerne om radiokommunikation i den franske Carrera Cup er anderledes end i den tyske Carrera Cup, som Buus og Allied-Racing kørte i hele 2021, og teamet modtog først det nødvendige radioudstyr efter den sidste træningssession.

– Da starten går til første løb, får jeg ret hurtigt kørt mig frem i feltet, men da jeg angriber en konkurrent indenom for at tage sjettepladsen i en hårnål, opstår der et sammenstød. Han ryger i muren, og jeg ender med at køre i pit med en punktering. Jeg vidste godt, at uheldet ville blive diskuteret af dommerne, men jeg ender, lidt overraskende, med at få hele skylden og dermed igen fem pladsers straf på startgridden til andet løb, forklarer Bastian Buus.

– Også i andet løb er farten i top, og jeg får igen kæmpet mig godt frem i feltet. Jeg er femmer, da jeg igen skal forbi den samme konkurrent, som jeg havde kontakt med i første løb. Denne gang er jeg mere tålmodig og presser ham sving for sving, før jeg angriber indenom. Jeg blinker med lyset og gør alt for, at han skal se mig, men alligevel sker der præcis det samme igen. Vi rammer hinanden, han ender i muren, og jeg får senere en drive-through-straf. Jeg ryger ned som 12’er, men farten er stadig god, så jeg slutter løbet på en syvendeplads.

– Resultaterne for denne afdeling afspejler slet ikke, hvad vi er i stand til, desværre. Eneste plus er, at jeg satte hurtigste omgangstid i begge løb, så jeg fik trods alt vist, at jeg har farten til at kæmpe med om sejrene. Lidt tungt med de mange straffe, men jeg har teamets fulde opbakning, og vi vender tilbage stærkere og klogere. Tak til hele holdet bag Allied-Racing for en stærk indsats denne weekend. Nu ser jeg frem til første afdeling af Porsche Supercup næste weekend på Imola, slutter Bastian Buus.

Næste opgave for Bastian Buus bliver netop første afdeling af det internationale Porsche Supercup, som skydes i gang den 22.-24. april på italienske Imola. Her stiller Bastian Buus op for det succesfulde østrigske Lechner Racing, og sæsonpremieren bliver ekstra glamourøs, da den afvikles i forbindelse med Formel 1.

Bastian Buus Racing

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Leave a Reply