Og vupti, så er den sæson snart ovre! Godt og vel et halvt år er gået siden Christian fik sin debut i USF2000, i Saint Petersburg, Florida.
En på mange måder fantastisk debut, selvom der manglede lidt held i sidste løb. Siden da har Christian dog for alvor slået sit navn fast i USA, og ikke mindst med to løbssejre i Toronto og Mid-Ohio. Det er gået både op og ned, men i de seneste fire løbsweekender har Christian for alvor vist, at han er med helt fremme i toppen af feltet.
Nu gælder det om at kunne slutte af med et godt momentum, og gerne med to sejre. Laguna Seca er en legendarisk bane og en bane alle gerne vil hente en sejr på. Så det bliver naturligvis ikke bare en søndagstur i parken. Men omvendt, så har Christian det, der skal til for at slutte på toppen. Teamet er klar til at levere et topresultat, og Christian er også klar. Han har brugt de sidste 14 dage i USA, for at undgå jetlag, og for at være bedst muligt forberedt på sæsonfinalen.
Allerede nu er der fokus på næste skridt i karrieren. Intet er dog på plads, men der er ingen tvivl om at Christian gerne fortsætter i USA. Drømmen er stadig IndyCar, og det kræver ud over en masse penge og en gennemtænkt plan. Så tegnebrættet er for alvor kommet i brug for at få lagt den rette plan for Christian. Mulighederne er mange og med de resultater der har været på det sidste, er der kommet fornyet interesse fra flere sider for at få Christians underskrift. Så det kan nok forstås at der er nok at se til for den unge Dragør-knægt. Men først gælder det altså de to sidste afdelinger af USF2000 2019 mesterskabet.
Laguna Seca banen er kendt af de fleste motorsportsinteresserede mennesker, som banen med The Corkscrew. Den berømte svingkombination i sving 8 og 8a har givet mange racerkørere kilden i maven, de første gange de skal igennem der. Ikke nok med at banen falder 18 meter igennem svingene, men svinget der fører frem til „korkproppen‟ er blindt, så man kan ikke se hvor man drejer hen, men skal bare stole på sig selv og bil. Det er en meget speciel oplevelse. Christian har dog kørt banen igennem rigtig mange gange på simulatoren, men han har naturligvis ikke haft højdeforskellene med i oplevelsen, og suget i maven. Det er dog en oplevelse som de fleste af feltets kørere skal prøve for første gang, så han er ikke den eneste der lige skal føle den 3,6 km lange bane an.
Vi krydser alle fingre for succes, og til alle de danske fans, der sidder og følger med fra stuerne er her en plan for weekenden med danske tider:
20/9-2019
17:45-18:15 Fri træning
01:40-02:00 Kvalifikation Race 1
21/9-2019
17:40-18:00 Kvalifikation Race 2
01:55-02:35 Race 1
22/9-2019
19:25-20:05 Race 2
Du kan følge med her på både Livetiming og Livestreaming: https://www.usf2000.com/results/live-timing
