2 min. læsning

Sebastian Gravlund slutter Le Mans Cup på en femteplads i både finaleløb og mesterskab

SCIARRA GIANLUCA  FOTOSPEEDY
Udgivet
Foto
Del artikel

Der var hård kamp om topplaceringerne i weekendens sæsonafslutning på Autódromo Internacional do Algarve i Portimão, Portugal. Med Team Virage og den britiske medkører, Theo Micouris, sluttede Sebastian Gravlund det to timer lange løb på en femteplads ud af 18 biler i det hårde Pro-felt.

”En femteplads i mesterskabet er et resultat, som jeg er stolt af at have opnået. Inden løbsweekenden lå Theo og jeg på en syvendeplads i stillingen, så det er rigtig fedt at slutte sæsonen af med at avancere to placeringer i en super konkurrencedygtig serie som Le Mans Cup,” lyder det fra Sebastian Gravlund.

Det var Sebastian Gravlund, som skulle køre den første halvdel af sæsonfinalen.

Han startede fra fornuftig femteplads, men desværre blev det ikke helt det stint, han havde håbet på. Et mekanisk problem med LMP3-racerens gulv påvirkede aerodynamikken, hvilket skabte vanskeligheder for både Gravlund og Micouris.

“Det var et frustrerende løb, fordi vi var så udfordrede med bilens gulv. Der var også en hel masse Safety Car, Full Course Yellow og endda et rødt flag under mit stint, og det mindskede mulighederne for at køre sig op gennem feltet. Det var et af de mere udfordrende løb, og derfor er jeg super stolt af, at vi formår at slutte så langt fremme i feltet,” fortæller Sebastian Gravlund, som slutter Portimão-løbet på en femteplads.

”Jeg har haft et enormt godt samarbejde med Virage og Theo, allerede fra dag et. Vi har ikke været uden for top-10 på noget tidspunkt, og desuden kørte vi en tredjeplads hjem i løbet på Spa. Det viser en klar styrke, og jeg har fået muligheden for at vise mine evner frem blandt toppen af et af de hårdeste LMP3-felter på verdensplan,” afslutter Sebastian Gravlund efter 2025-sæsonen i Michelin Le Mans Cup.

Fokus er nu rettet mod 2026, hvor Sebastian Gravlund har testet med forskellige teams med henblik på at lande det helt rette sted i den kommende sæson.

Sebastian Gravlund Racing

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode