Sejr og tredjeplads bringer Malthe Jakobsen i front af to store mesterskaber

52074205422_18795935d2_k
Foto: Jules Beaumont

Weekendens løb på Imola udløste både en sejr i Michelin Le Mans Cup og en hårdt tilkæmpet tredjeplads i European Le Mans Series for den hurtige thybo.

Selvom Malthe Jakobsen i denne sæson deltager i to mesterskaber på samme weekend, er det ikke noget som har presset præstationerne i nedadgående retning. Tværtimod. Med pole position til søndagens løb i European Le Mans Series satte thyboen streg under både ambitioner og potentiale.


Understregningen blev kun gjort mere markant, da han senere lørdag eftermiddag tog sin og Maurice Smith’s første sejr i Michelin Le Mans Cup efter et hektisk løb, og bragte duoen i front af mesterskabet.

– Le Mans Cup-løbet var vanvittigt, måske det mest hektiske løb, jeg har oplevet siden jeg kørte gokart. Der var biler alle vegne, og med en masse afkørsler og gule flag handlede det om at presse maksimalt hele tiden, fortæller Malthe, der fortsatte den gode stil i søndagens løb.

Her overtog han bilen fra fjerdepladsen med små to timer tilbage af løbet, men på trods af en stærk indsats bag rattet kostede en taktisk satsning vinderchancerne:

– Ligesom lørdag var der utrolig tæt kamp på banen, og det gav også en vis mængde gule flag og safety car-perioder. Teamet tog en chance med pitstrategien og håbede at der ville komme en ny safety car eller Full Course Yellow-periode, så vi kunne spare tid i pitstoppet, men til sidst måtte vi tage pitstoppet – og så kom der safety car bagefter. Det kostede reelt set vinderchancen, men det er en del af gamet, fortæller Malthe Jakobsen, som stod for løbets hurtigste omgangstid og fik bilen kæmpet frem til en tredjeplads i LMP3-klassen.

En tredjeplads var nok til at øge føringen i mesterskabet, og præstationerne på banen har skabt fornyet opmærksomhed omkring den thy’ske teenager, som kørte markant hurtigere end de nærmeste konkurrenter i mesterskabet. Vel at mærke i identiske biler:

– Det er meget sjovt, for der er mange i paddocken som lige skal hilse på og snakke lidt. Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvorfor det gik så godt, men jeg syntes virkelig at banen var sjov at køre på; en rigtig gammeldags bane, hvor der skal arbejdes for at komme hurtigt rundt. Og så har COOL Racing altså bare styr på at sætte den racerbil op til at køre stærkt. Det er vanvittigt dygtige folk, jeg arbejder sammen med, siger Malthe Jakobsen, som er dybt imponeret over især én af sine medkørere:

– Vi er tre kørere i bilen, så det er vores samlede præstation der tæller. Jeg er heldig at have Michael og Mo som teamkammerater, for selvom de har grå hår og rynker, så gør de det mega godt. Især Mo var i en helt anden liga i denne weekend; han kørte en vis legemsdel ud af bukserne og gav seriøs modstand til flere af de yngre og – på papiret – hurtigere kørere. Han er vild!

Med weekendens indsats fører Malthe og COOL Racing nu både Michelin Le Mans Cup og European Le Mans Series.

Næste løb på kalenderen for Malthe er det attraktive Road to Le Mans-løb, der køres som opvarmning til 24 timers-løbet. Road to Le Mans er del af Michelin Le Mans Cup, men i stedet for at køre ét løb på en time og halvtreds minutter køres denne gang to løb på 55 minutter.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: