Sejr til Malthe Jakobsen og Crowdstrike Racing by APR på Sepang

Foto: Crowdstrike Racing

Den thy’ske racerkører sejrede i søndagens afdeling af Asian Le Mans Series på Sepang International Circuit efter et nærved fejlfrit løb.

Sammen med sine amerikanske medkørere, Colin Braun og George Kuntz, deltager den 20-årige Peugeot Juniorfabrikskører i det asiatiske mesterskab i LMP2-kategorien. Efter at have vist stærke takter i de frie træninger måtte trioen nøjes med at starte længere nede i feltet til løbene lørdag og søndag.

Lørdagens løb var udfordret af først et par snurreture for George Kuntz, mens Malthes eget stint i bilen blev afbrudt af kraftig regn. Trods løbets tidlige afslutning lykkedes det Malthe at avancere et par placeringer, så den rød-grå LMP2-racer sluttede på sjettepladsen.

Mens lørdagen ikke helt levede op til forventningerne, satte søndagens løb kryds i alle felter på dagens tjekliste. Kuntz kørte et solidt første stint i bilen, mens Colin Braun trak på sine erfaringer fra toppen af amerikansk prototype-racing og kørte bilen flot op gennem feltet. Efter et veltimet pitstop kunne Malthe overtage bilen og fortsætte jagten mod toppen af feltet.

Kombinationen af en velkomponeret strategi og en dansk racerkører med ild i øjnene betød, at Malthe Jakobsen kunne køre Crowdstrike Racing by APR-bilen over målstregen som vinder efter sammenlagt fire timers racerløb.


– Det var et fedt løb. Ét af dem, hvor det hele bare spillede til vores fordel, og hvor vi var i stand til at udnytte mulighederne. George kørte et flot løb, og Colin satte et vildt tempo for at få os bragt frem i feltet, og så var det jo bare at køre ud og fortsætte arbejdet, fortæller Malthe, som glæder sig over sin erfarne teamkammerat:

– Jeg har været heldig at køre sammen med dygtige kørere i denne sæson, og Colins kørestil er inspirerende at se på. Han kan noget med bilen, som jeg ikke har lært endnu – så jeg kommer til at nærstudere hans onboard-videoer inden sæsonen fortsætter i februar, griner Malthe Jakobsen.

Efter weekendens to afdelinger af Asian Le Mans Series er Malthe Jakobsen og Crowdstrike Racing by APR på andenpladsen i mesterskabet med ti point op til de førende.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: