Dette års vicemester i TCR Denmark, Hyundai i30N TCR-køreren Martin Andersen, har høje ambitioner med sin sport. Derfor er STEP Sports Management tilknyttet for at hjælpe Viborg-køreren med at tage sin sport til næste niveau.

Martin Andersen har i 2020-sæsonen fået sin debut i den danske TCR-serie, og helt frem til finaleløbet var han med i kampen om mesterskabet. En imponerende bedrift, taget i betragtning at det familiedrevne Andersen Motorsport tog kampen op mod flere af dansk motorsports helt tunge drenge.

Annonce:

Derfor tøvede indehaver af STEP Sports Management, Morten Dons, ikke, da muligheden for at samarbejde med Martin Andersen opstod:

“Martin og hele hans team arbejder ufatteligt professionelt og målrettet, og de har historisk set altid truffet kloge og gennemtænkte beslutninger. Bag det rolige og venlige ydre er der til gengæld nogle sportslige ambitioner, der er modne og klar til at blive udlevet”, fortæller Morten Dons, der kommer til at bistå med sponsorarbejde og management-opgaver.

Uden at have taget den slagne vej frem mod toppen af dansk motorsport har Martin Andersen alligevel formået at vinde racerløb og mesterskaber i de største hjemlige serier. Efter det flotte resultat i 2020-sæsonen er Martin Andersen klar til at geare op i 2021:

“Jeg har kendt Morten siden jeg startede med at køre gokart, og på sidelinjen har jeg fulgt med i hvordan, han selv er nået utrolig langt alene ved at arbejde målrettet og professionelt. Hans erfaringer og netværk, ikke mindst de udenlandske, kommer til at være en stor hjælp for mig når jeg skal tage min sport til det næste niveau”, fortæller Martin Andersen, som ikke mindst glæder sig til at få erfarne hænder til at løfte sponsorarbejdet:

“Morten har virkelig fingeren på pulsen i forhold til at lave en attraktiv pakke, så det bliver muligt at få flere sponsorer med på holdet. Vi har allerede flere konkrete tiltage oppe at vende, som jeg glæder mig til at arbejde videre med”, siger Martin Andersen.

Planerne for Martin Andersens 2021-sæson offentliggøres snarest.

STEP Sports Management

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Skriv et svar