Theodor Jensen viste fart og talent i amerikansk racing-debut

Foto: Dutch Photo Agency

Den randrusianske racerkører prøvede kræfter med amerikansk motorsport på Indianapolis Motor Speedway. Muligheden for at deltage i Formula Regional Americas opstod, og Theodor Jensen var ikke sen til at tage imod udfordringen. Heldigvis for det, for amerikanerne blev imponerede over den ukendte dansker.

Efter udfordringer med styretøjet i fredagens træning var Theodor Jensen uheldig i kvalifikationen. Her ventede han med at køre på banen for at spare på dækkene, men han nåede kun tre omgange, før kvalifikationen blev afbrudt på grund af et uheld. Uden den optimale omgangstid sat måtte Theodor nøjes med femte startplacering til første løb.

Her fik han til gengæld noget ud af indsatsen. Efter at have jagtet tredjepladsen det meste af løbet kunne han overtage den efter konkurrenten fik et teknisk problem. Tredjepladsen holdt lige akkurat til målstregen, hvor dækkene på Theodors bil var godt slidte.

Det næste løb gik mindre heldigt. To gange på første omgang blev feltets enlige dansker skubbet af banen af konkurrenter, men så blev der taget revanche:

– Der blev heldigvis indsat en safety car, og så kunne jeg køre mig tilbage til feltet. Derfra overhalede jeg alt hvad jeg kunne, så det blev da til en fjerdeplads – men ham, der kørte mig af banen sidst, fik andenpladsen og ingen straf for det, så det er lidt bittert, fortæller Theodor Jensen, som igen fik en hård medfart i det sidste løb:


– Jeg fik en dårlig start og tabte et par placeringer, og lidt senere fik jeg skader på min frontvinge, da jeg ikke nåede at undvige to biler, som stødte sammen foran mig. Da vi så restartede løbet efter endnu et uheld røg jeg fra sjette- til tredjepladsen i et enkelt sving, fortæller Theodor, der dog ikke fik udbytte af den overhaling. På sidste omgang blev han nemlig endnu en gang kørt af banen af en konkurrent og faldt ned på femtepladsen.

– Det var en lidt skuffende weekend for mig, for jeg havde farten og overskuddet til at komme på podiet i alle tre løb, men mine konkurrenter ville det anderledes – og de var ikke bange for at bruge lidt tricks for at stoppe mig. Jeg synes alligevel, at jeg har fået vist mig godt frem, på trods af modstanden, siger Theodor Jensen.

Om halvanden uge er østjyden tilbage i Eurocup3, der kører fjerde afdeling af mesterskabet på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig den 6-7. juli.

Theodor Jensen Racing

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: