Våd Monza weekend for Vesti

Monza-hurra-banner-Oktober-2019.jpg
Foto: Vesti Motorsport

Årets sidste afdeling af den europæiske F3 serie på den italienske F1 bane i Monza blev noget af en våd affære! Alle tre løb måtte afvikles i regnvejr med en minimal sigtbarhed for kørerne. Kun tidtagningen blev afviklet på de såkaldte slicks dæk.

Vesti fik sat punktum for sæsonen med en sejr i allersidste løb. Brasilianske Igor Fraga, som er simulator kører hos McLaren F1 og med en VM titel i simulation, satte sig på de to øvrige løb. Vesti afsluttede race 1 og 2 på en anden og tredje plads. I alle tre løb startede Vesti fra en andenplads.

”En udfordrende og ret uforudsigelig weekend. Vi havde ikke den rette top hastighed denne weekend. Kæmpede med set-up’et på bilen, som var svær at håndtere i det våde vejr. Igor Fraga havde en langt hurtigere bil. Alligevel lykkedes det os med et ændret set-up i race 3 at få noget mere balance ind i bilen, der gjorde den langt nemmere for mig at håndtere. Jeg er vild med at køre i regn. Det lærer mig en masse. Men jeg er ikke så vild med kun at kunne se de røde forlygter på bilerne foran. Og dem kan man ikke engang sætte sin lidt til, hvis køreren foran dummer sig. Man må memorere banen for sit indre konstant, når man ikke kan se. Og derfor skal man selvfølgelig starte fra pole i sådan et vejr, så man undgår al vandet. Det lykkedes bare ikke for mig denne gang.”

Vesti kan dog se sin sæson afsluttet på fornemste vis med hele 467 points og 13 sejre foran brasilianske Enzo Fittipaldi og Igor Fraga.

”Mit livs sæson. Mit team, Prema, gav mig chancen. Jeg har haft et samarbejde med min ingeniør, Pedro Matos, som jeg aldrig har oplevet tilsvarende. En ingeniør, der udover alt det tekniske, har formået at se mig som kører og sætte mig op. Vi lavede en udviklingsplan og målsætning fra første dag, vi mødtes. I dag kan jeg krydse alle punkter af som udført. Derudover har jeg haft den mest utrolige opbakning fra sponsorer nogensinde. Det gælder både pengemæssigt og moralsk. Det sidste styrker mig enormt – at blive båret frem af andre, der vil mig så meget. Mit eget personlige team er det stærkeste, jeg kan forestille mig, så jeg er en glad og meget taknemmelig knægt, der smiler indvendigt konstant”.


I dag og i morgen tester Vesti F3 International for sit nuværende team – den serie Vesti arbejder på bliver hans fra 2020, såfremt de nødvendige millioner kan findes til sæsonen.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: