4 min. læsning

Road to Le Mans – Podieplacering til Malthe Jakobsen og RLR Msport!

a83a69c8-289b-46bc-aea4-b23b37e740d8
Skrevet af
Udgivet
Foto
Del artikel

Michael Benham og Malthe Jakobsen i #14 RLR Msport fik en god start på løbet. Benham placerede sig på femtepladsen allerede kort efter starten. Dog blev kampene på Circuit de la Sarthe kortvarigt afbrudt på første omgang, da vi så det første uheld ved den anden chikane på langsiden. #98 med Eric De Doncker bag rattet blev ramt bagfra af Maurice Smith i #69. Smith kunne kæmpe bilen tilbage til pitten, dog med en punktering på venstre fordæk. Smiths teamkammerat kom dog tilbage på banen og kæmpede bilen op på en 19. plads ved målflaget. Udfaldet for Eric De Doncker og Dino Lunardi i #98 blev dog anderledes, da bilen måtte blive løftet fra banen og dermed udgik de allerede efter en halv omgang.

Da tiden kom, hvor Michael Benham skulle aflevere bilen til danske Malthe Jakobsen, havde han kørt den i pit på 7.pladsen. Malthe kom på banen på 12. pladsen efter skiftet, men da resten af feltet også havde udøvet deres skifte, befandt den unge Thybo sig på 5. pladsen. RLR Msport og Malthe Jakobsen havde dermed sikret sig to placeringer alene på et godt pitstop og en god førsteomgang fra danskeren.

– Michael kom bare sindssygt godt fra start, og var oppe som femmer allerede på første omgang, hvor han lå i et par omgange. Så kom Guy Smith, som blandt andet vandt Le Mans med Tom Kristensen i 2003, og overhalede ham, men han er også pro-kører i bilen. Vi startede jo med Michael som er bronze-kører i bilen, så det var helt ok at Guy Smith kørte forbi, fortalte Malthe Jakobsen i telefonen.

Malthe Jakobsen og Michael Benham på podiet for RLR Msport. Foto: Malthe Jakobsen Motorsport

På 8. ud af de 13 omgange, havde Jakobsen kæmpet sig op på fjerdepladsen, og kunne nu begynde af dufte podiet, pokalen og champagnen. Allerede på 11. omgang kørte Malthe Jakobsen forbi Leonard Weiss på tredjepladsen, som på tidspunktet også manglede at tage en straf i pitten. Dermed gjaldt det nu for den unge dansker at fange Niklas Kruetten på andenpladsen. Førstepladsen besad Ugo De Wilde med en suveræn føring på 16,2 sekunder ned til Kruetten.

Grundet adskillige uheld og dermed også gule flag og slow zones, kunne danske Malthe Jakobsen ikke nå at indhente Niklas Kruetten på andenpladsen, til trods for danskeren havde meget fart i bilen på de sidste omgange.

– Efter vores pitstop kommer jeg faktisk ud som firer, fordi vores pitstop bare sad lige i skabet. Så jeg skulle bare fokusere på at køre stærkt, og kom også hurtigt forbi tredjepladsen, og hentede derefter næsten et sekund per omgang på andenpladsen, men så kom der desværre en slowzone, som neutraliserede det hele lidt. Vi kørte ud på sidste omgang og sluttede fire sekunder bag ham. Jeg er rigtigt god tilfreds, fortalte Malthe Jakobsen.

Podieplaceringen skulle naturligvis fejres med teamet efterfølgende. Foto: Malthe Jakobsen Motorsport

Selvom den unge Thybo var tilfreds med dén opgave, så fortalte han også om hvordan det er at sidde bag rattet i de famøse slowzones.

– Jamen det er jo selvfølgelig træls, når man kommer hen mod et sving, og får at vide over radioen at man skal være opmærksom på der snart er slowzone. Så sidder man der i et minut og tænker ”kom nu, vi vil til at køre stærkt igen!”, men altså sådan er det jo, det er jo på grund af sikkerheden og fordi en er kørt af at det er der. Man ville også ønske det var der hvis det var en selv der var kørt af.

Forud for weekenden, understregede Malthe Jakobsen at der skulle pokaler med hjem til Sennels, den del kan du læse her.

– Det var bare fedt. Det er en oplevelse at komme op på 24-timers Le Mans podiet, og komme med ind i rummet hvor man venter i to minutter inden man skal på podiet. Der oplever man hele den atmosfære som er deroppe, for så at komme ud på podiet og så kan se hele vejen ned af pitten og ud på alle tribunerne hvor tilskuerne sidder. Det var bare en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig vil komme til at glemme. At gøre det så tidligt, som 17-årig, det gør det bare endnu vildere, afsluttede Malthe Jakobsen.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode