Så er sportscar-året 2024 for alvor i gang! I næste weekend venter Rolex 24 at Daytona – sæsonpremieren i IMSA Weathertech Sportscar Championship, og nok så vigtigt har vi masser af danskere med i kampen om Rolex-urene. Marco Sørensen skal fx se om han med Heart of Racing kan gentage kunststykket for Aston Martin.
Her til aften dansk tid var der kvalifikation, og vi fik de første fingerpeg om, hvad 2024-feltet har at byde på over én omgang mod stopuret. Set med danske briller blev det mest spændende i GTD Pro, hvor Michael Christensen og AO Racing takket være Sebastian Priaulx’ kvalifikation starter fra pole position. Her er en opsamling på det.
Banerekorder faldt på stribe i GTP
De hurtigste prototyper er blevet endnu hurtigere på Daytona. Det må være den helt korte konklusion efter aftenens kvalifikation, hvor banerekorderne blev slået flere gange. Allerede midtvejs i GTP faldt rekorden, da Connor de Philippi og BMW var knusende tæt på at bryde 1.33 i tiden 1.33.022.
De Philippi fik tidligt følgeskab af Pipo Derani i #31 og Sebastien Bourdais i #01 – Derani var med seks minutter tilbage således blot 0.002 sekund efter BMW-køreren.
Siden fandt Derani lige fire tiendedele og bragte sig ned på 1.32.656 med fem minutter igen. Den kunne ingen slå – til gengæld forbedrede Sebastien Bourdais sig og tog næstbedste tid. Dermed er der rent Cadillac på første række næste weekend.
Felipe Nasr snuppede tredjepladsen foran Connor de Philippi og BMW, mens Louis Deletraz kørte femtepladsen hjem til Wayne Taylor Racings #40 foran Felipe Albuquerque og teamkollegerne i Wayne Taylor Racings Acura #10.
Pole til Michael Christensen og AO Racing
I GT-klasserne havde Michelle Gatting og Frederik Schandorff æren af at kvalificere bilerne for henholdsvis Iron Dames og Inception Racing. Kvalifikationen blev imidlertid ganske kort for GT3-felterne, for vi var få minutter inde, da Kelly Moss with Riley-Porschen med #92 endte i muren og kostede et rødt flag. Det gik halvdelen af tiden sådan set med, og det efterlod en vild jagt på pole helt til det ternede flag.
Klaus Bachler, der hos MDK Motorsports deler bil med Anders Fjordbach, startede hårdt ud i GTD og var hurtigst af alle – inklusive Pro-feltet, men siden fik Pro-bilerne fundet det sidste og det endte med pole position til Sebastian Priaulx for Porsche og AO Racing.
Dermed har vi også en danskerbil i pole i GTD Pro, for Priaulx deler med Michael Christensen og Laurin Heinrich.
Jack Hawksworth sikrede P2 for Lexus i klassen – fulgt af Vasser Sullivan Lexus-kollegaen fra GTD, Parker Thompson, som var tredjebedst generelt i GTD-klasserne og fik pole i GTD. Toer i GTD blev Klaus Bachler i MDK-Porschen foran Katherine Legge for Gradient Racing Acura.
Alle øvrige danskere i GT kører i GTD, og her åbner Marco Sørensen og Heart of Racing titelforsvaret helt fra den tunge ende af feltet. Roman De Angelis fik kun to omgange sat ind, og de starter næstsidst i klassen. Nicki Thiim og Magnus Racing starter lige foran Heart of Racing på kørsel af John Potter.
Frederik Schandorff kørte kvalifikationen for Inception Racing og blev tier i klassen, mens Michelle Gatting fik sin Lamborghini rundt i 13. bedste tid i klassen.
Pole position til Ben Keating i LMP2
I LMP2 var Dennis Andersen eneste danske indslag i kvalifikationen med High Class Racing til det, der blev lidt af en duel mellem Ben Keating for United Autosports og Malthe Jakobsens teammate George Kurtz fra Crowdstrike Racing, men siden trak Keating fra på stopuret – det til trods for, at han faktisk havde sig lidt af et moment i Le Mans-chikanen, men fik reddet bilen.
Da var han i spids på uret med fire minutter tilbage og blev der til det ternede flag og pole position i LMP2. Toer blev Nick Boulle for Inter Europol Competition, mens Kurtz blev nummer tre.
Hos ERA Motorsport og Christian Rasmussen kørte Dwight Merriman kvalifikationen. Merriman havde et spin omkring midtvejs, men reddede bilen og endte som nummer 11.
Dennis Andersen kørte 8. hurtigst for High Class Racing, mens Nicklas Nielsen og AF Corse åbner fra tiendepladsen i klassen på kvalifikationen fra Luis Perez Companc. Mikkel Jensen og TDS Racing starter P15 på Steven Thomas’ kvalifikation.
Årets Daytona køres på næste lørdag med start om aftenen dansk tid. Vi udkommer i den nye uge med meget mere fra Daytona – herunder også vores efterhånden traditionsrige guide med alt, du skal vide før årets første store 24-timersklassiker!