SPA 24H: BMW tilbage på toppen i SPA – Nicki Thiim og Scherer Sport PHX treer efter lang fight

Foto: SRO/24 Hours of SPA/IGTC
Annonce:

BMW har genvundet 24 Hours of SPA for første gang siden 2018 – og måske mere imponerende har det tyske mærke her til eftermiddag taget sin 25. sejr i den belgiske klassiker. Det så ellers længe ud til at gå Audis vej, for gennem formiddagen og eftermiddagen var særligt Nicki Thiim og Scherer Sport PHX med i topkampen – men som banen varmede op kom konkurrenterne fra BMW og Mercedes nærmere.

For BMW er sejren samtidigt også lidt af et comeback, for M4 GT3 var i løbet af natten godt i spil i føring i kraft af den anden ROWE Racing-BMW med #998 samt belgiske Team WRT’s #32. 998 og 32 blev imidlertid indblandet i en ret stor afkørsel i nat, hvilket kostede begge racere den videre deltagelse på stedet. I stedet hvilede det hele på ROWE’s #98 med Phillipp Eng, Marco Wittmann og Nick Yelloly, og trioen kunne med cirka en fjerdedel tilbage af løbet køre sig op og tage føringen fra Nicki Thiim – på en kombination af vellykkede stop og en god strategi.

Nicki Thiim markerede sig gennem natten og søndagen helt i spidsen af feltet for Scherer Sport PHX. Foto: SRO/IGTC

I de afgørende timer kæmpede Thiim sammen med Kelvin van der Linde og Luca Engstler videre for at jagte føringen for Audi-teamet, men med cirka tre timer igen blev de undercuttet i forbindelse med et pitstop af den altid stærkt kørende Jules Gounon, som fik Akkodis-ASP og Mercedes klemt op på andenpladsen.

Thiim blev skiftet ind i Audien en gang mere og jagtede helt til mål for at få hentet Gounon, men sønderjyden endte i stedet i en fight med Kevin Estré og Manthey EMA Porsche om at beholde podiet. Estré forsøgte alt han havde lært, men Thiim formåede at holde franskmanden fra fadet, og kunne dermed sikre tredjepladsen.

Sejren er BMW’s 25. (!!) i 24 Hours of SPA. Foto: SRO/IGTC

Med sejren har BMW skrevet historie i 24 Hours of SPA – ikke bare med den første, store gevinst for den nye M4 GT3, men også på kørersiden. Med sejren er Phillipp Eng den eneste kører, som har vundet 24 Hours of SPA tre gange i GT3-æraen, og generelt er han nu én af i alt fire kørere til at have et hattrick i Ardennerne.

Top 3. Foto: SRO/IGTC

Lamborghini og Ferrari i vanskeligheder

Med 70 biler til start er det ikke tit man i 24 Hours of SPA kan skrive, at hele bilmærker har haft problemer – men i år gælder det for så vidt. Ferrari og Lamborghini havde absolut ikke megen succes – for AF Corse Francorchamps Motors startede det ellers fremragende for Alessio Rovera, Nicklas Nielsen og Robert Shwartzman, der førte an i de første timer. En punktering blev imidlertid kostbar for Ferrari-teamet, og bilen faldt ned i rækkerne. Siden kom flere tekniske problemer til for den nye 296GT3, der havde problemer med kobling og brændstoftilførsel – og oven i hatten blev Alessio Rovera syg undervejs.

Bilen endte med helt at udgå i slutningen af løbet, mens #71 med Davide Rigon, Antonio Fuoco og Daniel Serra startede langt nede i rækkerne og måtte bruge en stor portion af løbet på at kæmpe sig op. De endte med at gennemføre på 11. pladsen.

Lamborghinierne havde det i det hele taget svært. K-Pax Racing var længe med i kampen i top 5, men en defekt generator endte med at koste dem løbet. Og endnu værre gik det hos Iron Lynx og Iron Dames, der endte med at udgå med alle tre biler. Pro-bilen, #63, fik tidligt bremseproblemer og endte med at ryge på det. Og Iron Dames fik aldrig helt det løb, de havde håbet. Efter at have vist flotte takter i kvalifikation og Superpole blev de relativt tidligt ramt af en punktering, som satte dem lidt tilbage – og siden måtte bilen helt udgå i løbet af natten, da Doriane Pin kørte galt ud af Blanchimont.

Feltets andet danske håb i Lamborghini, Dennis Lind, havde heller ikke mere held med sit forehavende i Pro-Am. Efter en flot start fra Lind var bilen ellers i top 15 generelt og førte klassen – men det hele endte med, at det britiske team måtte udgå efter først et sammenstød og dernæst problemer med speederen på bilen.

Det var også en svær weekend i Ardennerne for de to øvrige danskerbiler. Frederik Schandorff lagde ud som lyn og torden for Inception Racing. Det britiske team startede på bagerste række i det 70 biler store felt, og Schandorff leverede en fornem indsats i starten af løbet, hvor han fik kørt bilen over 30 pladser frem. Det hele gik desværre i stå for det britiske team lørdag aften, da bilen pludselig stoppede umiddelbart efter Speakers Corner med et elektrisk problem – og det lykkedes aldrig at få teamets McLaren til at køre igen.

En anden dansk McLaren i form af Garage 59’s #159 med Nicolai Kjærgaard, Benjamin Göthe og Marvin Kirchhöfer. Trioen var super godt kørende og lå store dele af lørdag aften og bejlede til top 10 – men måtte over natten udgå med støddæmper-relaterede problemer.

Hattrick til Nick Catsburg

Klassesejrene i 24 Hours of SPA gik til McLaren og Optimum Motorsport i Gold Cup. Her kørte Tom Gamble, Sam de Haan, Charlie Fagg og Dean MacDonald sig til sejr, mens Silver Cup gik til Lamborghini og Grasser Racving Team med Clemens Schmid, Benjamin Hites og Glenn van Berlo.

Bronze Cup var der skarp konkurrence om fra start til mål, og det endte med at falde ud til Huber Motorsport, der startede på pole generelt. Det var bilen med Matteo Cairoli, Antares Au, Jannes Fittje og Tim Heinemann.

Pro/Am blev vundet af Mercedes og SunEnergy1 med Martin Konrad, Chaz Mostert og Adam Osieka samt Nick Catsburg. Catsburg har også lidt sjov statistik, for han har nu vundet klassesejre i denne sæson i Le Mans og på SPA – og var også en del af det hold, der vandt Nürburgring 24h generelt for Frikadelli Racing tidligere på sommeren. Sågar for tre forskellige bilmærker i form af Mercedes, Corvette og Ferrari.

Benny Simonsen og Modena Motorsports endte som nummer fire i Pro/Am. Foto: SRO/IGTC

I Pro/Am endte det lige udenfor podiet for Benny Simonsen og Modena Motorsports. Porsche-teamet endte som nummer fire i Pro/Am, to omgange udenfor podiet – og som nummer 36 generelt.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen