Stephane Ratel: “SPA 24h køres – med eller uden tilskuere”

4E8A4015
Foto: SRO/Kevin Pecks/1VIER

I lighed med WEC’s Gerard Neveus udmelding tidligere på ugen, så er manden i spidsen for et andet af kalenderens store 24-timersløb nu ude med en forudsigelse i forhold til årets udgave.

SRO’s Stephane Ratel, som blandt andet står i spidsen for Total 24h at SPA-Francorchamps er nemlig ude at sige til Motorsport.com, at SPA 24h, som blev flyttet til oktober, nok skal blive en realitet. Spørgsmålet er blot, om det bliver med tilskuere – og hvis ja – hvor mange.

Påstanden kom på bordet efter Ratel og SRO kunne bekræfte, at GT World Challenge Europe åbner bag lukkede døre med to løb på Imola og Misano i Italien – men eftersom 24-timersløbet på SPA nu fungerer som sæsonfinale i serien, som blandt andre Mikkel O. Pedersen skal køre hele sæsonen i – så tog Ratel tråden op overfor mediet.

Løbet på SPA-Francorchamps er desuden også en del af den internationale Intercontinental GT Challenge.

– Vi har et ansvar overfor vores deltagere, og derfor skal SPA finde sted – også selvom det vil være en katastrofe ikke at have noget publikum. Det ville være en finansiel katastrofe at køre det uden tilskuere, og det er ikke meningen med løbet.


– SPA er altid velbesøgt og er en fed festival. Vi har gjort rigtig meget for at få det til at vokse siden dengang det kørte med gratis billetter. Derfor vil det være skrækkeligt at køre uden tilskuere – men jeg vurderer ikke, at løbet ikke bliver til noget, siger Ratel til Motorsport.com.

SPA 24h blev flyttet til en meget senere dato sidste måned, og skal nu finde sted den 24-25. oktober. Det kan give luft til en afvikling af løbet, idet Belgien har forbudt større forsamlinger indtil 31. august. Ratel luftede samtidigt også sin vurdering af mulighederne, og Ratels aktuelle forudsigelse er, at et begrænset antal fans formentlig kan få lov at indfinde sig rundt om den syv kilometer lange bane.

– Vi kan muligvis ende i en situation med tilladelse til at have et begrænset antal personer på området. Fx ville 5000 personer ikke være godt – men det vil kunne få nogle fans med, og det vil åbne for, at teams og sponsorer kan få gæster med. Det er hele økosystemet bag vores serie – og SPA-Francorchamps er jo et stort sted, så det må være muligt at kunne holde nok afstand.
Flere spørgsmål skal afklares
På internationalt plan skal Ratel og resten af SRO også have landet flere aftaler. Intercontinental GT Challenge næste løb er på Suzuka i Japan til august. Dette løbs fremtid afventer man et svar på i den kommende uge.
I Japan har man desuden udskudt starten på den hjemlige serie Super GT til juli, men Japan har fortsat forbudt ankomster fra 100 lande og herunder det meste af Europa. Derfor er den japanske sæsonstart for Nicki Thiim og Dennis Lind på de kanter selvsagt også udskudt.
Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: