Stor mulighed venter for Bastian Buus: Klar til Porsche Junior Shootout

Foto: Porsche AG

Bastian Buus får nu en super spændende chance af Porsche, for den unge koldingenser er netop blevet udtaget til en shootout blandt en stribe talenter om en plads i det tyske mærkes juniorprogram. Fremgangsmåden er nærmest en tradition hos Porsche, som med jævne mellemrum samler en stribe kandidater til en afgørende test, der kan kaste en officiel juniorkørertitel af sig.

19-årige Bastian Buus har i år slået sit navn fast blandt de absolut travleste danske kørere, og med et vildt internationalt program på tværs af Porsche Supercup samt Porsche Carrera Cup Deutschland og Carrera Cup France har han været i aktion til hele 34 løb i år.

Bastian Buus krydser målstregen i sidste weekends tyske sæsonfinale på Hockenheim. Foto: Porsche

Testen byder på tests og øvelser både på og udenfor asfalten for alle de udvalgte kørere. Buus er blevet udnævnt for sine præstationer i den tyske Carrera Cup, som havde finale i den forgangne weekend på Hockenheim. Bastian Buus endte lige nøjagtigt udenfor det samlede mesterskabspodie i Tyskland, men kan se tilbage på et superstærkt 2022, hvor han i alle tre serier – den tyske og franske Carrera Cup, samt i Porsche Supercup, har markeret sig med stærke resultater og årets rookietitel i Porsche Supercup.

– Jeg er enormt stolt og megaspændt over at være udpeget til shootouten. Det følger min ambition om at blive den næste juniorkører og er et vigtigt skridt i min drøm om en dag at blive officiel fabrikskører hos Porsche. Det bliver en spændende og anderledes proces, hvor det ikke kun handler om at være hurtig i en racerbil. Jeg tror på, at jeg har dét, som skal til for at komme videre, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. Stor til mine to teams, Allied-Racing og Lechner Racing og ikke mindst alle mine partnere og sponsorer, siger Bastian Buus i onsdagens pressemeddelelse.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: