2 min. læsning

Stort danskerfelt klar til rookietest med European Le Mans Series søndag

#17 - CLX MOTORSPORT - Ligier JS P325 - Toyota - European Le Mans Series - 4h of Imola - Autodromo Enzo e Dino Ferrari - Imola - Italy -
Udgivet
Foto
Del artikel

Skulle der herske nogen rest af tvivl om, at Danmark står historisk stærkt i sportscars for tiden, så er den kommende weekends finaler i European Le Mans Series og Michelin Le Mans Cup også et signal om, at der sagtens kan være endnu mere i vente.

For nu på søndag – dagen efter sæsonfinalen med 4 Hours of Portimao – er der rookietest i European Le Mans Series, og det bliver med et særdeles stærkt lineup af danske navne til start.

Nogle kender vi allerede fra ELMS-serien og MLMC, fordi alle tre klasser er i spil, og derfor kan man som oprykker godt køre testen, selvom man egentlig har kørt sæsonen i netop ELMS i forvejen. Det gælder fx Theodor Jensen, som forleden løftede sløret for sine 2026-planer i LMP2, og han får selvfølgelig et sæde til testen i netop CLX Motorsports LMP2.

Men Theodor Jensen er langt fra eneste danske navn i spil. Faktisk er hele syv danskere til start, hvis vi tæller Mikkel Kristensen med – han kører imidlertid på spansk licens.

Theodor Jensen er eneste dansker i LMP2 – resten skal teste i LMP3. Det gælder fx Sebastian Gravlund, som prøver sig af hos britiske RLR MSport. Teamet fra Bolton har en efterhånden alenlang historik med danske kørere, og Gravlund kan muligvis blive den næste. Nu venter i hvert fald en test for teamet.

Ny nordisk mester i Nordic4, Sebastian Bach, skal ud at tage sit første livtag med en LMP3-prototype for Team Virage, mens Oskar Kristensen også skifter til en helt anden kategori ved at springe fra GT4 til sin LMP3-test for Racing Spirit of Leman.

Christian Dannemand Jørgensen har sideløbende med sit engagement i Super GT herhjemme også testet sig lidt af i prototypernes Ultimate Cup, og tester søndag for spanske CD Sport, mens Mikkel Gaarde Pedersen er i aktion for franske R-ACE GP.

Foruden de danske indslag er der også et par interessante, internationale navne i spil til testen. Det gælder fx Jarno Trullis søn, Enzo, der får sin første test af en LMP2-racer med Algarve Pro Racing på søndag. Nuværende F2-kører Sami Meguetounif tester fx med IDEC Sport, og så tester F1 Academy-kører Chloe Chong en LMP3-racer for CLX, hvis vi skal runde et par af de internationale navne, der også er i spil.

Hele listen kan læses HER.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode